Patienterne går til medicinmanden

Hvad gør fysioterapeuter, der ofte møder patienter, der går alternative veje end den evidensbaserede for at blive raske? Den kenyanske fysioterapeut Jessica Shirako fortalte på verdenskongressen i fysioterapi om, hvordan hun håndterer det uden at gå på kompromis med sin faglighed som fysioterapeut.

Den traditionelle medicin i Kenya overleveres fra generation til generation og går oftest fra far til søn. Sådan har det været i flere hundrede år, og sådan er det endnu. Det gælder også for fysioterapeut Jessica Shirakos familie. Hun er forsker og leder af Fysioterapi- og rehabiliteringsafdelingen på Nairobi Hospital og har 20 års erfaring som fysioterapeut.

”Når nogen bliver syge i min familie, henvender de sig til medicinmanden, og det er min far,” fortæller Jessica Shirako.

Hun var en af de fire oplægsholdere på en session på verdenskongressen i fysioterapi i Geneve i maj 2019, der kom fra henholdsvis Kenya, Haiti, Suriname og Hong Kong. De fortalte, hvordan de har tacklet, at patienterne opsøger medicinmænd, profeter og kloge koner eller benytter sig af metoder som kinesisk akupunktur, voodoo og behandling med f.eks. palmeblade-omslag og urter samtidig med at de får evidensbaseret fysioterapeutisk behandling.

Tilhørerne var ikke kun fysioterapeuter fra disse lande, men kom fra hele verden, og spørgsmålene til de fire oplægsholdere vidnede om, at udfordringen er den samme, hvad enten man praktiserer i Canada og har patienter, der går alternative veje, eller er fysioterapeut i Kenya, og patienterne går til den lokale medicinmand.

Evidensbaseret praksis betyder ifølge ‘Basisbog i fysioterapi’, at fysioterapeuten også skal tage patientens forudsætninger, prioriteringer og præferencer i betragtning, når der skal udarbejdes en behandlingsplan. Men diskussionerne på denne session viste med al tydelighed, at det ikke er let.

Fysioterapeuten skal acceptere patientens valg

For en del år siden besluttede den kenyanske regering, at det skulle være forbudt at opsøge medicinmænd og anden traditionel behandling.

”Men det virkede ikke, for patienterne opsøgte alligevel medicinmanden, PILMARKmen nu fortalte de det bare ikke til lægen. I dag har regeringen bestemt at lade den traditionelle, kulturelt betingede medicinske tilgang leve side om side med den evidensbaserede, der er i det officielle sundhedsvæsen,” fortæller Jessica Shirako.

Men hvad betyder det, at de to meget forskellige tilgange skal leve side om side? Først og fremmest handler det ifølge Jessica Shirako om at vide, hvad den traditionelle behandling er, og hvilke teorier, der ligger bag den. Hun kunne til gengæld ikke drømme om at anbefale patienter at gå til medicinmanden, men på den anden side fraråder hun det heller ikke.

”Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke gør mig til dommer overfor patientens tro og præferencer. Jeg gør mig til gengæld umage med at fortælle, hvad min behandling kan udrette, og hvordan behandlingen virker. Så er det op til patienten at vælge, hvad han vil,” understreger Jessica Shirako bestemt.

Jessica Shirako advokerer for, at man prøver at få de to tilgange til at mødes.

”Tal til patienten, få dem til at fortælle ærligt, hvordan de bliver behandlet, og du og lægen lærer måske noget af, hvad alternativ medicin og behandling tilsyneladende gør for patienten. Så kan du til gengæld fortælle, hvad du kan gøre for patienten med din behandling”.

Det handler ifølge Jessica Shirako om at have respekt for, at patienten tager ansvar for sin egen helbredelse. Patienterne er nemlig ikke interesserede i, hvad der er evidensbaseret eller ej. De vil bare gerne være raske, og hvis de får det bedre med at gå alternative veje, så skal man som behandler glæde sig over det, mener Jessica Shirako.

Ligheder mellem traditionel behandling og fysioterapi

Mange af de oprindelige behandlingsmetoder er sammenlignelige med dem, vi kender fra det officielle sundhedssystem.

”Vores fysioterapiafdeling har brugt varme bade, hvor medicinmanden bruger varme palmeblade til at behandle smerter. Vi bruger måske traktion til lænderygbesvær, medicinmanden lader patienterne hænge i træerne og anbefaler, at et familiemedlem trækker patienten nedefter. Urter, urteafkog og olier bruges til behandling af smerter og træthed, lægerne på sygehuset bruger medicin. Er vi de rette til at sige til patienterne, at de ikke skal bruge det, som har virket i årtusinder”?

I Kenya opsøger selv veluddannede personer den traditionelle medicin, og selvom Jessica Shirako ikke umiddelbart vil anbefale det, er hun på ingen måde afvisende. Den traditionelle medicin er en uadskillelig del af den kenyanske kultur, og der er ifølge Jessica Shirako mange gevinster ved den.

”Først og fremmest hjælper vi hinanden, og den syge får hjælp og omsorg og meget nærhed. Det er noget, man skal huske på i sundhedsvæsenet. Jeg vil kalde det, som vores medicinmænd tilbyder, for mind-therapy, for det er et spørgsmål om tro. Men troen skal udfordres”.

Se flere nyheder fra Verdenskongressen 2019

Del eller udskriv artiklen