Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapien har mere at byde på

HOLDNING // Fysioterapeuter bør tænke ud over de muskuloskeletale problematikker, når de søger job. For faget har potentiale til meget mere. Det mener to dimittender, som har skrevet et læserbrev.
Amalie Torlop Carlsen (tv.) og Line Sand Bøttcher (th.) er begge færdiguddannede i januar 2021 og er ledige.

Hvad kan fysioterapi? Det er et spørgsmål, vi har reflekteret en del over under uddannelsen, men særligt efter dimittering. Som studerende kan man få det indtryk, gennem de tilbudte praktikforløb, at fysioterapien åbner tre døre til arbejdslivet: privatklinik, lokalcenter og sygehus.

De begrænsede arbejdsområder skabte hos os en tvivl om, hvorvidt vi passede ind i faget og kunne finde en plads som fysioterapeuter. Selvom fysioterapeutuddannelsen er en grunduddannelse og har sine faste rammer, mener vi, at fysioterapeuters kompetencer rækker langt længere, end de mere klassiske.

Brian Errebo-Jensen udtaler i Fysioterapeuten nr. 1, 2021, at der optages omkring 1100 nye studerende hvert år, og at der er en nettotilgang til arbejdsmarkedet på cirka 600 fysioterapeuter årligt. Med de tal i baghovedet er det nødvendigt, at især nyuddannede bruger kreativiteten og tør søge udover de ‘klassiske’ fysioterapistillinger, men samtidig står ved, at det også er fysioterapi.

Vi har oplevet erfarne færdiguddannede fysioterapeuter med atypiske arbejdsområder, som helt ubevidst italesætter deres arbejde som ‘ikke rigtig fysioterapi’. Begrundelsen har ofte lydt, at deres arbejdsopgaver afviger fra det muskuloskeletale fokus. Måske er det netop denne fastlåsning af fagets muligheder, der begrænser væksten i antallet af arbejdspladser og udviklingen af fagets potentiale.

Måske skal man nytænke fysioterapiens brandingstrategi, så både studerende, færdiguddannede og omverdenen kan få øjnene op for, hvad faget også har af potentiale?

Med en positiv indstilling til fagets muligheder, vil det være nemmere at tænke i kreative løsninger, der kan udspringe af egen personlig interesse. Et led i forandringen kræver, at fysioterapeuter er mere opsøgende mod arbejdsgivere, hvor fysioterapien kan inddrages i en ny kontekst. Derigennem kan man skabe et meningsfuldt netværk og udbrede budskabet om professionens potentiale.

Den studietvivl, vi begge oplevede, blev vendt til noget positivt, da vi fik øje på nye muligheder. Ud fra en fælles interesse og drivkraft har vi i slutningen af vores studietid startet et projekt, som tager afsæt i vores fysioterapeutiske baggrund.

Vores drøm er at blive en aktiv medspiller i at mindske den sociale ulighed i sundhed, som vi gennem vores studie er blevet konfronteret med i de kliniske praktikker. Projektet, som stadig er i idégenereringsfasen, er tænkt som en tidlig indsats i folkeskolerne rettet mod børn og unges sundhed og trivsel. Vi vil med workshops inddrage eleverne til diskussion om sundhedsbegrebet, lave casearbejde og meget mere. Da vi er bosiddende i Aarhus, er drømmen at få projektet indført på de aarhusianske folkeskoler og på sigt udbrede det til flere byer.

Sideløbende med jobsøgningen udnytter vi tiden til at danne et bredt netværk indenfor vores interesseområde, hvilket har givet os gode input og mere blod på tanden til den videre idégenerering. Vi oplever, at folk på tværs af fagligheder har en åben og nysgerrig tilgang til det, vi som fysioterapeuter kan byde ind med. Måske burde vi også selv være mere åbne og nysgerrige?

Del eller udskriv siden
2 kommentarer