Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Patienterne blev mere trygge

Forskning på vej // En biopsykosocial tilgang til patienterne reducerede symptomer på hjernerystelse. Det fortæller seniorforsker Erhard Trillingsgaard-Næss-Schmidt, som vil tilbyde tilgangen til 180 patienter i Region Midtjylland.
Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt er fysioterapeut og ph.d. i Neuroscience, seniorforsker ved Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskader. Foto: Jesper Voldgaard.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i behandling til personer med længerevarende symptomer på grund af hjernerystelse. Mindst 25.000 danskere får hjernerystelse hvert år, og de fleste kommer sig efter et par måneder, men en stor del, cirka 15 procent, får længerevarende symptomer. Vi vil undersøge, om et behandlingsprogram, som består af kognitiv adfærdsterapi og gradueret træningsterapi, vil virke i kommunalt regi. Vi har allerede undersøgt effekten på 112 personer i hospitalsregi, og de fik det væsentligt bedre. For mange betød det, at deres symptomer, som f.eks. hovedpine, træthed, svimmelhed og tænkebesvær, blev reduceret.

Hvordan gør I?

Vi vil give samme tilbud i de fem sundhedsklynger i Region Midtjylland. 180 vil få et tværfagligt forløb med en fysioterapeut, en ergoterapeut og en neuropsykolog.

Hvordan adskiller det sig fra andre forløb?

Det bygger på en biopsykosocial sygdomsforståelse. Vi vil give patienterne indblik i, hvilke biologiske, psykologiske og sociale faktorer, der kan medvirke til fortsatte symptomer. Nogle tror, at de skal ligge stille i sengen. Andre, at de bare skal køre derudad og ignorere symptomerne. Vi forsøger bl.a. at lære patienterne at finde et niveau, som passer til dem.

Hvordan vil fysioterapeuter mærke din forskning?

Patienterne i projektet sagde, at de gerne ville have haft den viden meget før. De blev mere trygge og lærte at manøvrere i deres sygdomsforløb. Vi håber, at fysioterapeuter vil føle sig bedre rustet til at håndtere patienter med hjernerystelse i fremtiden.

Læs også den nationale kliniske retningslinje om hjernerystelse

Del eller udskriv siden
0 kommentarer