Kursus

Træning til hjertepatienter

Få opdateret din viden om hjertesygdom, test, evidensbaseret træning i teori og praksis, fastholdelse af træning, hjertekost og angstproblematik

Om kurset

Fysisk træning er anerkendt som en del af behandlingen af patienter med iskæmisk hjertesygdom. Der er dokumentation for, at fysisk træning er en effektiv behandlingsform til en bred gruppe af hjertepatienter på lige fod med f.eks. medicin og ballonudvidelse. Det gælder f.eks. patienter med hjertesvigt, hjerteopererede og patienter med ICD-implantater.

Målrettet fysisk træning bør derfor tilbydes som en del af et integreret efterbehandlingstilbud, der også omfatter patientundervisning, rygeafvænning, støtte til kostomlægning, psykosocial støtte, medikamentel behandling og opfølgning.

Med kurset får fysioterapeuter viden og konkrete redskaber til at varetage fysiske test og træning som en del af den integrerede efterbehandling af patienter med hjertesygdom.

Kurset er tilrettelagt i to moduler med en obligatorisk hjemmeopgave i den mellemliggende periode. Deltagerne får tildelt en tutor til støtte for hjemmeopgaven, der omhandler en selvvalgt problemstilling, der skal være relevant for egen arbejdsplads/egne arbejdsopgaver.


Læringsmål

  • Evidens og gældende retningslinjer for hjerterehabilitering med fokus på fysisk træning. Herunder gennemgang af iskæmisk hjertesygdom og kronisk hjertesvigt i forhold til sygdomsudvikling, symptomer, diagnose og behandling.
  • Hvad en fysioterapeut bør vide om hjertesygdom for at træne hjertepatienter, herunder risici og sikkerhedsforanstaltninger, medicins indvirkning samt særlige forhold ved hjerterytmeforstyrrelser, pacemaker, diabetes mv.
  • Opdateret viden om træningsfysiologi med særligt fokus på vedligeholdelse og forøgelse af den aerobe kapacitet og styrke hos patienter med hjertesygdom.
  • Diskussion af udfordringen med at finde den tilstrækkelige, men ikke for høje træningsintensitet, målrettet træning til forskellige typer af hjertelidelser, relevante træningsmetoder samt forskellige muligheder for at styre træningen hensigtsmæssigt. Test af styrke og aerob kapacitet trænes i praksis og under supervision.
  • Indsigt i, hvordan det er at leve med angst, herunder redskaber til håndtering af angst under træning.
  • Indsigt i kostens betydning for patienter med hjertesygdom.

Se programmet her

Målgruppe

Fysioterapeuter

Undervisere

Matias Greve Lindholm, ledende overlæge, lektor, ph.d., kardiologisk afd., Roskilde Sygehus.
Christian Have Dall, fysioterapeut, ph.d., kardiologisk afd. og forskningsenheden i Ergo- og Fysioterapi, Bispebjerg Hospital.
Henrik Hansen, fysioterapeut, ph.d., Lungemedicinsk afd., Hvidovre Hospital
Birgitte Blume, fysioterapeut, master i idræt og velfærd, specialeansvarlig for kardiologi og hjerterehabilitering, Roskilde Sygehus.
Camilla Schrøder, cand.psych.aut., specialist i sundhedspsykologi, Psykologisk Praksis
Katja Arnoldi, fysioterapeut, lektor, exam.scient i idræt, master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme.

Kurset udbydes i samarbejde med Dansk Selskab for Hjerte- og Lungefysioterapi

På Danske Fysioterapeuters kurser følger vi sundhedsmyndighedernes covid-19-retningslinjer, der skal forebygge spredning af smitte.

Har du covid-19-lignende symptomer, også i mild grad, skal du blive hjemme.

Tilbage til kursuskalenderen

Kontakt

Susan Kranker

Uddannelseskonsulent
3341 4650
Susanne Kærgård Wyniger

Susanne Kærgård Wyniger

Administrativ konsulent
3341 4681