Skal Danske Fysioterapeuter tilslutte sig en ny hovedorganisation?

Hovedbestyrelsen har fået mandat til at beslutte om Danske Fysioterapeuter skal tilslutte sig en ny hovedorganisation.

I foråret 2018 skal medlemmerne af FTF og LO tage stilling til, om de vil tilslutte sig en ny, fælles hovedorganisation. Vurderingen er, at fagbevægelsen vil stå stærkere i én stor organisation, når arbejdsmarkedet bliver presset af internationale og lokale udfordringer.

Spørgsmålet er, om fysioterapeuternes interesser bedst varetages i en ny fælles hovedorganisation? Det blev drøftet på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Danske Fysioterapeuter, uden at der blev fundet et endeligt svar. For selv om arbejdet med at få etableret en ny fælles hovedorganisation har været i gang i lang tid, er der stadig en række uafklarede spørgsmål.

Derfor besluttede repræsentantskabet at give hovedbestyrelsen mandat til at træffe beslutningen om foreningen skal tilslutte sig en ny hovedorganisation i foråret 2018.

Repræsentantskabet er Danske Fysioterapeuters øverste myndighed.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar