Akupunktur: Minikursus ikke nok

Et sikkerhedskursus på tre dage bør ikke være nok til at få lov til at akupunkturbehandle på brystkassen.
Foto: iStock.

Et nyt lovforslag lægger op til at skærpe kravene til behandlere, der udøver akupunktur på brystkassen. Det kommer efter en række uheldige eksempler på patienter, der har fået punkteret en eller begge lunger i forbindelse med akupunktur.

Desværre vil forslaget ikke løse problemerne, mener Danske Fysioterapeuter og Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi, der sammen har skrevet et høringssvar til det nye lovforslag.

Det skyldes især, at det tredages sikkerhedskursus, der lægges op til i lovforslaget, ikke er tilstrækkeligt til at sikre den nødvendige viden og færdighed og dermed lever forslaget ikke op til kravet om patientsikker behandling ved akupunkturbehandling på brystkassen.

Læs lovforslaget (PDF)

Forslaget lever ikke op til international standard og med sit fokus kun på forebyggelse, erkendelse og håndtering af punkterede lunger i.f.m. akupunkturbehandling på brystkassen vil et sådant sikkerhedskursus samtidig give en falsk tryghed, mener Danske Fysioterapeuter og Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi.

Mere omfattende uddannelse

I stedet bør man markant skærpe kravet til sundhedspersonernes uddannelse og dermed sikre patientsikker akupunkturbehandling. Konkret foreslår Danske Fysioterapeuter og Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi:

  • At der stilles krav om akupunkturuddannelse for alle autoriserede behandlere, der ønsker at anvende akupunkturbehandling på brystkassen
  • At uddannelse og kompetencer i at udføre behandling med akupunkturnåle på brystkassen til enhver tid svarer til gældende almindelig anerkendt faglig standard samt svarer til det indhold og omfang, som anbefales internationalt af organiserede udbydere af akupunkturuddannelse med sundhedsfaglig baggrund og videreuddannelse
  • At der stilles krav om akupunkturuddannelse, som er taksonomisk opbygget og beror på progredierende læring, så teoretiske og praktiske færdigheder på troværdig vis kan integreres
  • At uddannelsen afsluttes med bestået eksamen

Læs hele høringssvaret

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar