Danmark bedst i idrætsforskning

Danske forskningsmiljøer med fysioterapeuter er i verdenseliten, når det gælder idrætsforskning. Det viser ny opgørelse.
Foto: iStock.

Verdens bedste forskningsmiljø inden for idræt ligger i Danmark – nærmere bestemt består det af Institut for Idræt og Ernæring og Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital.

Det er det internationalt anerkendte Shanghai Ranking, der hvert år opgør 'Global Ranking of Sport Science Schools and Departments'. I år er forskningsmiljøet ved Bispebjerg nået helt til tops. Den flotte placering glæder forsker og fysioterapeut Christian Couppé.

"Det er dejligt at være en del af det tværfaglige miljø, der har bragt os hertil og som fysioterapeut være med i den proces, som Peter Magnusson har startet."

Sidste år lå forskningsmiljøet på en 18. plads internationalt.

Danmark i verdensklasse

Det er ikke kun forskningsmiljøet omkring Bispebjerg Hospital, der er i verdensklasse. Syddansk Universitet placerer sig som nummer 6 på verdensplan – samme placering som sidste år. Samtidig er Aarhus Universitet rykket op i gruppen af de 50 til 100 bedste forskningsmiljøer. Udviklingen vækker glæde hos Danske Fysioterapeuter.

"Jeg er simpelthen så stolt af, at danske fysioterapeuter i dag er en del af verdens bedste forskningsmiljø inden for idræt. Samtidig viser det, at selv om vi er et lille land, så kan vi virkelig noget inden for forskning i træning og bevægelse. Det skal vi være stolte af – men også dyrke endnu mere," siger formand Tina Lambrecht.

Del eller udskriv artiklen
4 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Lars Henrik Larsen

    Kære forskere i netværket omkring Institut for Idræt og Ernæring og Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital og jeres faglige netværk, som vi ved har stærke rødder og forbindelser ind i både Dansk Selskab for Sportsfysioterapi og det fysioterapifaglige miljø generelt.
    Stort tillykke med jeres placering på Shanghai Rankings 'Global Ranking of Sport Science Schools and Departments' - en superflot præstation på baggrund af et langt sejtræk af en masse kompetente, strategiske og hårdtarbejdende aktører - flot!
    Uanset at dette jo, som Lasse påpeger, må anses for det uofficielle VM i forskning, er medaljen guld værd. Guld for dansk fysioterapi, for faglige miljøer og for at understøtte alle der har en aktie i idræt på alle niveauer, fra den nødvendige fysiske aktivitet over den sundhedsfremmende idræt til elitepræstationerne, som de fleste af os beundrer.
    Dette rungende tillykke fra Dansk Selskab for Fysioterapi giver derfor forhåbentligt lidt ekko ind til alle jer der knokler for at løfte forskningsopgaverne med at kunne forstå, forklare og understøtte klinisk arbejde med forebyggelse og intervention til idrætsudøvere - tak for jeres indsats, vi er sikre på, at I ikke hviler på laurbærrene!
    Bedste faglige hilsner fra DSF og Lars Henrik Larsen, Formand for Dansk Selskab for Fysioterapi
    #stærkefysioterapeuter
    #specialiseringsordningen
  • Lasse Ø

    Hej Michael
    Tak for din kommentar.
    Jeg mener dog ikke, at der er belæg for at kalde det for verdens bedste forskningsmiljø inden for idræt, når det ligger nr. 1 på den rangliste. Jeg kan heller ikke se det på Shanghai Rankings hjemmeside.

    De ligger samlet nr. 1 på ranglisten, hvilket er flot.
    Men hvis man kigger på det kriterie med internationalt samarbejde samt det kriterie, hvor der kigges på antallet af gange, de udgivne artikler er citeret, så scorer de ikke fremragende sammenlignet med andre institutter.
    De tre andre kriterier, som indgår i ranglisten (hvor de scorer højest), ser alle ud til at kunne blive påvirket af størrelsen på institutterne.
    Denne rangliste justerer desuden ikke for de forskellige publicerings- samt citationstraditioner, der kan være inden for div. forskningsfelter inden for idræt.

    Med venlig hilsen
    Lasse
  • Michael Poulsen, forsknings- og uddannelsespolitisk konsulent i Danske Fysioterapeuter

    Hej Lasse
    Det er korrekt, at institutstørrelsen muligvis kan påvirke, hvor meget akademisk arbejde der bliver produceret og derved også citeret. Shanghai Ranking vægter dog den bibliometriske data, så den også giver en vurdering af internationalt samarbejde og forskningskvalitet.

    Du kan læse mere om hvilken metode Shanghai Ranking bruger her:
    http://www.shanghairanking.com/Special-Focus-Institution-Ranking/Methodology-for-Sport-Science-Schools-and-Departments-2018.html

    Vh
    Michael Poulsen
  • Lasse Ø

    Kan man prale med at have verdens bedste forskningsmiljø inden for idræt, hvis man ligger nr. 1 på Shanghai Rankings 'Global Ranking of Sport Science Schools and Departments'?
    Hvad ligger der til grund for denne fortolkning?

    Denne rangering bygger vel på bibliometrisk data, der er meget påvirkelig af størrelsen af de inkluderede institutter.
Indsend kommentar