Er du den kommende vinder af bachelorprisen?

Studerende, der er i gang med bachelorprojektet og skal aflevere i år eller i begyndelsen af det nye år, kan deltage i Bachelorprisen 2019 og vinde 25.000 kr.
Vinderne af sidste års Bachelorpris blev fysioterapeuterne Anne Blikdal, Tommy Heyst og Ane Holsaae fra University College Metropol. De havde undersøgt, hvilke kompetencer fysioterapeuter, der arbejder med socialt udsatte, skal have. Foto: Joachim Rode.

Fysioterapeutstuderende på afgangsholdene vil i den kommende tid være travlt beskæftiget med deres bachelorprojekt. Selvom hovedmålet selvfølgelig er at få den bedst mulige opgave klar til eksamen, kan det også være en god idé at tænke lidt længere ud i fremtiden.

For også i år indbyder Danske Fysioterapeuter studerende (næsten færdige fysioterapeuter), der er medlemmer af foreningen, til at deltage i Bachelorprisen. For at deltage skal man indsende en artikel skrevet på baggrund af det beståede bachelorprojekt.

Deadline er den 25. februar 2019.

Krav til artikel

Der stilles specifikke krav til artiklen, hvad angår længde, resumé og indhold. To lektorer fra fysioterapeutuddannelserne vurderer artiklen.

Læs mere i vores beskrivelse af priskonkurrencen og i manuskriptvejledningen.


Inden du går i gang, skal du sikre dig, at du må publicere data fra et evt. studie, som projektet er en del af. Det kan også være nyttigt at se nærmere på kravene og måske læse nogle af vinderartiklerne fra de andre år.

Vi håber, at du har mod på at være med, og hvis du er i tvivl om noget, kontakt da gerne faglig redaktør, Vibeke Pilmark.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar