Hjælp til iværksætterdrømmen

Hvis du overvejer at starte din egen virksomhed, så er der et væld af gode tilbud under iværksætterugen i uge 46. Danske Fysioterapeuter holder inspirationsmøder to steder i landet.
Foto: iStock

Der kan være mange grunde til at starte sin egen virksomhed. Det kan være et ønske om at blive sin egen chef, om at tjene flere penge eller at få lov til at specialisere sig i lige den del af fysioterapien, man er bedst til.

Uanset hvorfor man gerne vil kaste sig ud i iværksætteriet, så er det en god ide, at få hjælp undervejs. Det er der masser af mulighed for i uge 46, som er den internationale iværksætteruge.

Danske Fysioterapeuter holder i den anledning to gratis inspirationsmøder målrettet alle fysioterapeuter, der ønsker at skabe deres egen virksomhed, hvor du kan møde andre fysioterapeuter, som allerede har taget springet. De to møder bliver afholdt i København den 14. november og i Århus den 15. november.

Inspirationsmøde i København

Inspirationsmøde i Århus

Mange fysioterapeuter har både drømme, gode idéer og kompetencer, der giver grundlag for at starte egen virksomhed. Men nogle tvivler på, om de kan og bør kaste sig ud i at realisere drømmene.

Det forstår Tina Lambrecht, som er formand for Danske Fysioterapeuter, godt.

”Det kan være et stort spring at skulle stå alene med det hele. Men samtidig kan det være en måde at præge det fag, som man brænder for. På den store klinge skaber det gode jobs og nye muligheder til dem, der tør, og det er godt for fysioterapi-faget, at nogen viser, hvad kompetencerne også kan bruges til,” siger hun og fortsætter:

”Derfor håber jeg, at mange vil kigge forbi et af vores iværksætterarrangementer. Det er et godt sted at starte og netværke med andre ligesindede.”

Ved inspirationsmøderne kan du møde to fysioterapeuter, der har taget springet og er startet op fra bunden med en idé, som de har tiltro til. De fortæller om både de gode erfaringer og dem, som de helst havde været foruden. De vil også fortælle om, hvad det har betydet for dem selv og deres arbejdsliv at starte egen virksomhed.

Masser af tilbud

Der er masser af mulighed for at blive klogere på iværksætteri i uge 46, som er Global Entrepreneurship Week (GEW). Ugen byder på tilbud over hele landet om alt fra, hvordan man udvikler en forretningsmodel, til hvordan man laver videoer til markedsføring med sin mobiltelefon.

Læs mere om tilbuddene hos GEW

Årets tema for iværksætterugen er FNs verdensmål – og hvordan iværksættere kan være med til at indfri dem. Det tredje mål er sundhed og trivsel, hvor fokus er at sikre et sundt liv for alle - det måske mest relevante mål for os fysioterapeuter.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar