Det videnskabelige panel er klar

Danske Fysioterapeuters Fagkongres
Sæt allerede nu kryds i kalenderen, og reservér dagene 17.-19. marts 2022. Bemærk venligst, at der endnu ikke er åbnet for tilmelding til arrangementet.
Det er udelukkende medlemmer af Danske Fysioterapeuter, der kan deltage i fagkongressen, som vil blive afholdt i Odense.
Se hvordan du som medlem kan bidrage til udarbejdelsen af det faglige program.
Selvom der er cirka 1,5 år til Danske Fysioterapeuters næste fagkongres skal afholdes, så er de indledende øvelser allerede gået i gang. Som noget af det væsentligste for tilrettelæggelsen af det faglige spor, er udpegningen af det videnskabelige panels medlemmer.
Det videnskabelige panel har som en af deres fornemmeste opgaver at kvalitetssikre fagkongressens spændende og alsidige faglige program, hvor anvendelighed i den fysioterapeutiske praksis er i fokus.
Medlemmerne af det videnskabelige panel
Danske Fysioterapeuter er umådelig stolte af og glade for at kunne præsentere de fire spændende fysioterapeutiske forskere, der skal hjælpe med at planlægge programmet for fagkongressen i 2022.
- Jane Andreasen, forskeransvarlig ved Aalborg Universitetshospital og lektor på AAU
- Nanna Rolving, forsker ved Defactum og lektor ved AU
- Søren T. Skou, professor ved SDU og forskningsleder ved Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehuse
- Thomas Bandholm, professor ved KU og forskningsleder ved Amager-Hvidovre Hospital
Selvom det videnskabelige panels medlemmer kommer med hver deres baggrund, så har de dog ét til fælles: De er alle meget optagede af at bygge bro mellem den fysioterapeutiske forskning og den kliniske praksis.
”Jeg glæder mig til at kunne bidrage med min egen viden og erfaring som både kliniker og forsker, til at sikre, at vi får lavet et program af både en høj videnskabelig kvalitet, men som samtidig har fokus på det anvendelsesorienterede og praksis-relevante i oplæg og symposier. Derudover glæder jeg mig til at arbejde sammen med de andre dygtige kolleger i det videnskabelige panel”, siger Nanna Rolving.
Se det videnskabelige panels blå bog
En fest for fagligheden og fællesskabet
Det videnskabelige panels medlemmer har alle tidligere deltaget i Danske Fysioterapeuters Fagkongres. Det har resulteret i en masse små og store faglige og sociale oplevelser, som de gerne deler ud af. Personlige erfaringer, som formentlig kan gøre de fleste fysioterapeuter nysgerrige og ivrige efter at være en del af den store fagfestival – uanset om man har været med før eller planlægger at deltage for allerførste gang.
Vi har spurgt panelets medlemmer om, hvad fagkongressen og det faglige program betyder for dem.
"Danske Fysioterapeuters Fagkongres" - hvad er det første, der falder dig ind?
Thomas Bandholm:
"En masse glade og meget engagerede mennesker, der samles om faglig udvikling. Mit bedste minde er fra den første gang, jeg deltog. Jeg var overrasket over, hvor mange jeg kendte og hvor fagligt motiveret, jeg tog derfra."
Nanna Rolving:
"De tre gange jeg har deltaget i fagkongressen har jeg nydt den store bredde der er i oplæg og præsentationer, samt i deltagere. Dels giver den enormt store variation i de repræsenterede faglige specialer, mulighed for at snuse til helt andre områder end dem, man plejer at beskæftige sig med – lære noget nyt! Derudover er det fedt at møde både klinikere, specialister, studerende og forskere. Det giver interessante diskussioner med forskellige perspektiver, og det er alletiders mulighed for at træffe nye samarbejdspartnere. Og så er det også bare altid en stor fornøjelse at møde nye og gamle kolleger til nogle spændende og festlige dage, hvor alle er nysgerrige, diskussionslystne og i godt humør!"
Søren T. Skou:
"Det er en unik mulighed for klinikere og forskere at diskutere spændingsfeltet mellem forskning og praksis - herunder hvordan forskning kan implementeres i praksis, og hvordan praksis kan inspirere til ny forskning. Jeg har været med til Fagfestival/Fagkongres i 2012, 2015 og 2018 og har alle år oplevet rig mulighed for at mødes og diskutere kliniske og forskningsmæssige problemstillinger."
Jane Andreasen
"Det første der falder mig ind, er den mangfoldighed af viden og erfaring der udveksles på fagkongressen. Såvel forskere som klinikere er tilstede og bidrager til diskussion og inspiration og udvikling af faget. Jeg har gode minder fra alle de fagkongresser, jeg har deltaget i gennem årene. Det spænder lige fra fantastiske oplæg fra internationale og nationale oplægsholdere, til spændende faglige diskussioner, netværksdannelse og sjove fester!"
Dine tanker om hvordan videnskaben kan omsættes til fysioterapeutisk praksis?
Thomas Bandholm:
"Jeg tror på, at relevant klinisk forskning tager udgangspunkt i klinisk praksis. Jeg tror ikke på en opdeling i lejre (fx forskere og klinikere) - det fremmer ikke forståelse, diskussion og faglig udvikling. Heldigvis ser jeg mange nye og innovative fys-profiler, som på ingen måde passer ind i en klassisk ”lejr-organisering”. Det er fx fysioterapeuter, som i deres kliniske arbejde læser og formidler videnskab og måske også har en rolle i udarbejdelsen af videnskab. Det er også udviklings- eller forskningsterapeuter, som arbejder klinisk eller specifikt opsøger udviklings- eller forskningssamarbejder med klinikere, der har en interesse i videnskab og faglig udvikling. Som jeg ser det, er uddannelse det, som kommer til at gøre mest for videnskabsbaseret praksis og faglig udvikling i øvrigt."
Nanna Rolving:
"Jeg arbejder selv primært med anvendelsesorienteret og praksisnær forskning, da jeg synes det er en fuldstændig afgørende del af vores arbejde som forskere, at vi kan tænke et trin videre end blot til at producere en videnskabelig artikel. Man siger at forskningsresultater tager mellem 10 og 20 år at blive omsat til praksis – det skal vi gøre noget ved, ved at blive langt bedre til at tænke det anvendelsesorienterede perspektiv ind i vores forskning og formidling."
Søren T. Skou:
"Det er et område, som jeg er meget optaget af og en af de største udfordringer vi står overfor. Hvis praksis skal forbedres, er det nødvendigt med forskning, men det kræver samtidig at forskningen føres fra de videnskabelige publikationer og ud i praksis. Fagkongressen kan være med til at understøtte dette, men det kræver en bredspektret indsats, der involverer både patienter, klinikere, forskere og beslutningstagere, hvis man succesfuldt skal kunne implementere forskning i praksis. Det er derfor ikke et ansvar der kan lægges på kliniske eller forskende fysioterapeuter alene, men sammen kan vi være med til at løfte opgaven og sikre højere kvalitet af behandlingen i klinisk praksis."
Jane Andreasen:
"At omsætte viden er essentielt, om end komplekst, hvilket forskningen på området også viser. Men uden forankring i og forståelse for praksis og det et fag gør, er der ingen meningsgivende forskning at omsætte. Problemstillinger skal opstå fra praksis og undersøges systematisk og kvalificeret hvorefter forskningsbaseret viden af høj kvalitet skal omsættes og implementeres i klinisk praksis. De to elementer er indbyrdes afhængige og derfor er det at omsætte forskningsbaseret viden, hvis den er berettiget til det, uendelig vigtigt at afsætte tid og ressourcerammer til. Forskere er forpligtede til at formidle deres forskning på flere platforme og indgå i sammenhænge hvor der er stor udveksling af viden og erfaringer mellem fagprofessionelle, som eksempelvis i de faglige selskaber og fagkongressen."
Vi ser frem til tre spændende dage, som skal inspirere vores medlemmer i deres fysioterapeutiske virke og give grobund for mange nye og interessante professionelle relationer.
Har du spørgsmål til det kommende faglige program, kan du kontakte Danske Fysioterapeuter på mail: fagkongres@fysio.dk
4 kommentarer
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind