Forsker får pris for sin forskning i træning og genoptræning

Professor Michael Kjær har modtaget Hagedorn Prisen 2020 for sin forskning i behandling af sener, muskler og led. En forskning, der har haft afgørende betydning for genoptræningen.
Hvor man tidligere ordinerede pause, når idrætsudøvere fik overbelastningsskader, er der i dag takket være Michael Kjær og hans instituts forskning opmærksomhed på, at senerne ofte har godt af aktiv behandling.

Selv om klinisk professor i idrætsmedicin Michael Kjær ikke er fysioterapeut, så har han med sin forskning gjort en stor forskel for fysioterapeuters tilgang til behandling af sener, muskler og led. På baggrund af hans mangeårige engagement på feltet, modtager han den 28. februar Hagedorn Prisen på 1.500.000 kr.

”Hans arbejde har blandt andet skabt ny indsigt i samspillet mellem muskler, hjernen og stofskiftet, og samlet set har Michael Kjærs store aftryk på forskningen i idrætsfysiologien bidraget til en markant bedre forståelse af, hvordan motion har indflydelse på kroppens stofskiftesundhed og leddenes samt senerne velbefindende”, fremgår det af en pressemeddelelse.

Fra passiv til aktiv behandling

Michael Kjær er klinisk professor i idrætsmedicin og leder af Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital. Han har gennem årene vejledt over 50 ph.d.-studerende herunder flere fysioterapeuter og har publiceret over 400 forskningsartikler.

I 2019 bragte Fysioterapeuten Michael Kjærs statusartikel om behandling af muskelskader i en dobbeltpublikation fra Ugeskrift for Læger.

For 25 år siden blev mange overbelastningsskader i for eksempel knæ- og skulderled behandlet med ro. Michael Kjær har vist, at det i de fleste tilfælde kan betale sig at genoptræne. Også når det gælder overbelastning i senevæv, har forskning fra Institut for Idrætsmedicin ført til ny og mere aktive behandlingstilgange.

Danske Fysioterapeuter publicerede i slutningen af 2019 en faglig status, hvor to fysioterapeuter og forskere fra Michael Kjærs institut, Christian Couppé og Peter Magnusson, gennemgår evidensen for behandling af senevæv med fokus på den aktive genoptræning.

Læs faglig status: Fysioterapi til idrætsudøvere med overbelastede sener

Læs Michael Kjærs artikel: Behandling af akutte muskelskader 

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar