Vellykket dialogmøde om sundhed

Årets dialogmøde dannede ramme om en spændende debat om begrebet sundhed.

Er du fagprofessionel eller sundhedsprædikant? Det var det helt store spørgsmål, da ph.d. og lektor i anvendt filosofi Morten Ebbe Juul Nielsen gæstede årets dialogmøde onsdag den 3. oktober.

På mødet præsenterede filosoffen sine hensigter med bogen ”Sunddom” og ordets betydning. I bogen forholder Morten Ebbe Juul Nielsen sig kritisk til forståelsen af sundhed i samfundet, hvilket også var omdrejningspunkt for hans oplæg til mødet.

Her diskuterede han blandt andet begrebet sunddom og dets tosidet betydning, nemlig at mennesker i dagens samfund er dømt til sundhed, og hvorvidt usundhed er selvforskyldt, samt om samfundets forfølgelse af sundhed i virkeligheden bidrager til at raske mennesker sygeliggøres.

Morten Ebbe Juul Nielsens filosofiske tilgang til sundhed satte gang i debatten, hvor særligt forståelsen af sundhed blev udfordret og debatteret flittigt af de mange fremmødte. For hvad er sundhed egentligt? Og findes der en rigtig betegnelse, som indfanger og afgrænser begrebet?

Debatten endte i en diskussion af, hvilken rolle foreningen bør spille i forbindelse med forståelsen af sundhed, der var sidste punkt på dagsordenen, inden arrangementets middag kunne begynde.

Bestyrelsen takker for et vellykket arrangement med et stort fremmøde og mange aktivt deltagende medlemmer.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar