Nyskabende stilling vinder pris

En helt ny måde at kombinere teori og praksis på sikrer pris til Aalborg Kommune og University College Nordjylland.
Foto af Lars Horn, Baghuset: Unikt samarbejde mellem kommunen og UCN giver pris. Til venstre er det studieleder Dorte Drachmann, mens trænings- og aktivitetschef Hanne Brusgaard Petersen står til højre. I midten ses regionsformand for Danske Fysioterapeuter, Gitte Nørgaard, der overrakte prisen.

Den nyeste viden skal ud til borgerne. Og erfaringen fra behandlingen skal komme de studerende til gode. Det er tanken bag en fælles stilling, som Træningsenheden i Aalborg Kommune og Fysioterapeutuddannelsen University College Nordjylland (UCN) er gået sammen om at lave.

Konkret betyder det, at en ph.d.-uddannet fysioterapeut fremover skal bruge halvdelen af sin arbejdsdag på at få den nyeste viden i spil i behandlingen af borgerne og halvdelen på at forske og undervise.

Ideen sikrer Træningsenheden og Fysioterapeutuddannelsen UCN Danske Fysioterapeuters i Region Nordjyllands Innovations- og Iværksætterpris.

”Det er den første stilling af sin slags i Danmark. Det får den nyeste viden ud, hvor fysioterapeuter møder borgere og det hæver kvaliteten i vores uddannelse. Det er virkeligt godt tænkt,” siger regionsformand Gitte Nørgaard.

Glad for prisen

Trænings- og aktivitetschef Hanne Brusgaard Petersen modtog prisen på vegne af Træningsenheden, mens studieleder Dorte Drachmann modtog prisen på vegne af Fysioterapeutuddannelsen UCN.

”Det er dejligt, når andre end os selv kan se perspektivet i det her. Vi har et godt samarbejde i forvejen, men vores forventning er helt klart, at samarbejdet bliver tilført nye dimensioner. Vi ønsker at styrke samarbejdet og sammenhængen på tværs af uddannelse, praksis og forskning til gavn for studerende og professionen, siger Dorte Drachmann.

Hanne Brusgaard Petersen er glad for prisen.

”Den bekræfter mig i, at vi er på vej i den rigtige retning med vores arbejde for at udvikle det fysioterapeutiske tilbud til borgere ved at få den nyeste viden ind i dagligdagen,” siger hun.

Godt tænkt

Gitte Nørgaard mener, at det er meget sandsynligt at andre steder i landet vil lade sig inspirere. For der bliver forsket mere og mere i fysioterapi, men som med al anden forskning kan det være en udfordring at få den brugt i praksis.

”Fysioterapeuter går rigtigt meget op i at lære og udvikle sig hele livet, men hvis vi skal have dem nyeste viden i spil, så kræver det så god kobling som muligt, mellem dem der forsker, og dem der møder patienterne til daglig. Denne stilling er et rigtigt godt bud på, hvordan man gør det,” siger Gitte Nørgaard.

Om prisen

Hvert år uddeler Danske Fysioterapeuter i Region Nordjylland Innovations- og Iværksætterprisen til en fysioterapeut eller en fysioterapeutisk virksomhed, der har gjort noget særligt for at udvikle faget eller skabe arbejdspladser.

Som vinder af prisen i Region Nordjylland er Fysioterapeutuddannelsen UCN og Træningsenheden nu også kandidat til Danske Fysioterapeuters landsdækkende Innovations- og Iværksætterpris, der ud over æren er på 30.000 kroner. Hvem, der vinder, bliver afgjort i marts.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar