God sommer fra regionsformanden

Efter stormens rasen vinter og forår er alle nu i gang med at få et overblik over ”skadernes omfang”.
Mange i sundhedssektoren er trætte oven på corona. Samtidig er der stadig utroligt travlt. Travlt med at indhentet det forsømte. Travlt med at få plads til alle de nye patienter, og travlt fordi mange er sat til at afspadsere og afholde ferie.
Jeg tror, alle i bund og grund har brug for en pause og en stille og rolig sommer. En pause fra pandemi og retningslinjer, mens vi håber på mere normale tilstande. Både i arbejds- og privatlivet.
Nyt fra regionsbestyrelsen
Regionsbestyrelsens primære arbejde her i foråret og forsommeren har været at få afviklet generalforsamlingen og starte forberedelsen til det ekstraordinære repræsentantskab til august.
Til generalforsamlingen var der ca. 60 tilmeldte, men desværre var det kun ca. 30, der dukkede op på skærmen. Generalforsamlingen blev afholdt i god ro og orden. Til sidst havde vi inviteret Lars A P til at holde sit oplæg: Fucking flink. En god reminder om, hvor stor betydning ”flinkhed” har for både os selv og vores omgivelser.
På generalforsamlingen havde regionsbestyrelsen fremsendt et forslag om at udskyde valget til regionsbestyrelsen til efter det ekstraordinære repræsentantskabsmøde d. 27. og 28. august. Forslaget blev stemt hjem, og derfor afholdes der ekstraordinær generalforsamling d. 13. september. Vi håber, at så mange som muligt møder op, så vi kan få valgt en ny regionsbestyrelse.
I forlængelse af generalforsamlingen har vi inviteret hjerneforsker Troels W. Kjær til at holde sit oplæg: "Hvem har en hjernestarter liggende?"
Som sagt er der ekstraordinært repræsentantskabsmøde i august, og er du nysgerrig på de forslag, der skal diskuteres på repræsentantskabsmødet, er regionsbestyrelsen vært ved et medlemsmøde d. 19. august i Korsør.
Afholdte arrangementer
Regionsbestyrelsen har afholdt flere virtuelle arrangementer i foråret og forsommeren. Vi har afholdt 3 fyraftensmøder, hvor fysioterapeuter inden for elitesportsverdenen har været omdrejningspunktet.
Derudover har vi har haft besøg af psykolog Dorthe Birkmose, som holdt et oplæg om Coronatræthed og forråelse. Webinaret blev holdt på tværs af de regionen, og det er ikke sidste gang vi har gjort det.
Hvis du har en idé til et arrangement, så kontakt Stine på sp@fysio.dk
Nyt fra regionsformanden
I forhold til regionsformandsposten begynder der at vise sig en mere normal hverdag igen. Der er begyndt at blive åbnet op for fysiske møder, fysiske konferencer og mulighed for at besøge arbejdspladserne.
Jeg har været så privilegeret at få lov til at besøge 3 arbejdspladser. Jeg har besøgt en klinik i Sorø, en klinik i Næstved og Træningsenheden i Køge Kommune. Alle 3 havde selv henvendt sig for at høre, om jeg havde lyst til at komme og besøge deres arbejdspladser og tage en snak om udfordringer, gode historier og arbejdsgange. Det var 3 meget forskellige møder med 3 forskellige dagsordener, men det er enormt brugbart for mig at komme ud og møde jer medlemmer, dér hvor I er.
Jeg vil rigtig gerne på besøg på jeres arbejdspladser, så jeg håber, at der er flere, der har lyst til at invitere mig. Dagsordenen og set up’et bestemmer du/I.
I forhold til den politiske kontakt er meget af mit fokus nu rettet mod det kommende kommunalvalg/regionalvalg til november. Efter sommerferien har jeg et par relevante politikere på listen, som jeg skal kontakte, men hvis I kender en lokalpolitiker, som kunne have glæde af at vide lidt mere om fysioterapi, og om hvad fysioterapeuter kan bidrage med, må I meget gerne give et praj på sp@fysio.dk.
God sommer!