Fysioterapeut Sandra Ross yder palliativ fysioterapi

Sandra er en af de 20 fysioterapeuter i Region Syddanmark, der yder palliativ fysioterapi i private hjem. Denne behandling er målrettet patienter, der er alvorligt syge eller døende.
Magasinet Sund i Syd beretter om Sandras behandlinger, og fortæller om, hvilken forskel palliativ fysioterapi gør for en af Sandras patienter, nemlig 78-årige Erna Jørgensen.
To gange om ugen kommer Sandra på besøg hos Erna, som fortæller, at "Sandras besøg betyder virkelig meget for mig. De giver livskvalitet". Disse behandlinger gør, at Erna Jørgensen har færre smerter og bedre kan trække vejret.
"Jeg er ikke bange for døden eller for at være tæt på nogen, der skal dø"
Sandra fortæller magasinet, at hun ikke bliver påvirket af at være så tæt på døden som hun er, når hun behandler patienter, der har fået en terminalerklæring.
For Sandra er det vigtigt at tale om døden med sine patienter og skabe tryghed og udstråle ro.
Sandra Ross har en lang række kurser og efteruddannelser med i tasken, når hun besøger og behandler uhelbredeligt syge mennesker. Ifølge Sandra, så handler det om at bruge sin faglighed og sin menneskelighed – "at føle og fornemme sig frem".