Læserbrev: Regional aftale fremmer træning fremfor operation

Regionsformand Brian Errebo-Jensen kommenterer i Fyens Stiftstidende på den nyligt indgåede aftale om træning til gigtpatienter, som ikke fik fuld politisk opbakning på grund af brugerbetaling.

Fyens Stiftstidende bragte søndag den 26. februar et læserbrev af regionsformand Brian Errebo-Jensen om den regionale §2-aftale vedrørende knæartrose (GLA:D), som blev indgået for nylig. Der var bred opbakning til aftalen bortset fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som ikke kunne acceptere aftalen, fordi træningen er delvist brugerbetalt. Det ærgrer Brian Errebo-Jensen:

”Brugerbetaling på fysioterapi er ikke noget, der er opfundet ved denne lejlighed. Alle, der får en lægehenvisning til almindelig fysioterapi i praksissektoren, skal selv betale ca. 60 procent af prisen, mens det offentlige betaler resten. Denne aftale er altså ikke anderledes, end de almindelige vilkår for at modtage fysioterapeutisk behandling i vores sundhedssystem.”

Danske Fysioterapeuter er glade for aftalen, fordi den gør det muligt at sætte ind med træning til en gruppe patienter, som i mange år er endt med operationer, der kunne være undgået. Brian Errebo-Jensen er enig i, at der er en udfordring med ulighed i sundhed i Danmark, men han mener ikke, at patienterne skal fratages muligheden for at undgå eventuel operation på grund af brugerbetaling.

”Det ville være dybt problematisk at forkaste denne aftale, fordi den ikke løser det generelle problem med brugerbetaling på fysioterapi. Derfor er jeg også glad for, at et stort flertal i regionsrådet har bakket op om aftalen, og jeg håber, at de andre regioner vil lade sig inspirere af aftalen.”

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar