Markedsføringsplan

Markedsføring er en forudsætning for, at din klinik bliver kendt, og at du dermed får skabt en indtjening. Imidlertid bliver markedsføring desværre nogle gange undervurderet, og man ender med at markedsføre sig uden et helt klart fokus på, hvad man vil opnå med sin markedsføring. 

En markedsføringsplan er et redskab, der hjælper dig til at tænke struktureret på, hvordan du markedsfører og sælger ydelser på den bedste måde. Man kan sammenligne det med en behandlingsplan. Ligesom du lægger en plan for din behandling, bør du også lægge en plan for din markedsføring.

Når vi besøger klinikker rundt om i landet, oplever vi ind imellem, at den markedsføring, som den enkelte klinik benytter sig af, er lidt tilfældig. ”Jeg fik lige en telefonopringning fra vores lokale avis, som havde et godt tilbud om en annoncepakke, så den sagde jeg ja tak til.”

Hvis man ikke har gjort sig klart, hvad man vil med sin markedsføring, medfører det desværre alt for ofte, at man ikke får så meget ud af sine penge, som man kunne have fået, hvis man havde lagt sin markedsføringsplan, før man begynder at købe annoncer mv.

Før du udarbejder din markedsføringsplan, skal du derfor have styr på, hvilke produkter og ydelser, der skal markedsføres og hvem dine kunder er altså hvilken målgruppe henvender du dig til: Er det unge mænd eller pensionister? Der er stor forskel på, hvordan du formulerer dine budskaber til forskellige målgrupper.

Gode spørgsmål du kan stille, inden du laver din markedsføringsplan er:

  • Hvad er målet med min markedsføring helt nøjagtigt?
  • Hvem er min(e) eksisterende kundegruppe(r)?
  • Hvilke kunder vil jeg gerne have derudover?
  • Hvorfor er der nogle, som foretrækker min klinik?
  • Hvad gør os unikke i forhold til resten af klinikkerne i både på det faglige og geografiske område?
  • Hvilke ydelser leverer jeg, og hvad er min kerneydelse?
  • Hvad er den gode historie om mig?
  • Hvem er mine konkurrenter, og hvad gør de?

Vi hjælper dig gerne på vej med din markedsføringsstrategi. Kontakt vores erhvervskonsulent Claus Pedersen for at aftale et møde. Skriv til cp@fysio.dk eller ring på tlf. 33 41 46 27.

Del eller udskriv artiklen

Kontakt

Claus Pedersen

Erhvervskonsulent
3341 4627