Det hjælper at råbe op

Uddannelses- og forskningsministeren åbner nu alligevel for, at andre faggrupper end læger kan opnå klinisk-akademiske titler som adjunkt, lektor og professor. Beslutningen kommer efter massiv kritik fra universiteter, faglige organisationer, regioner og hospitaler.
”Det er en rigtig vigtig åbning, som vi har kæmpet for sammen med mange andre aktører. Jeg er meget glad for, at ministeren har lyttet og nu vil sikre, at alle sundhedsprofessionelle kan få den retmæssige anerkendelse for deres akademiske bidrag”, siger Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter.
Tidligere i år udløste en revidering af bekendtgørelsen om stillingsstruktur for videnskabeligt personale omfattende kritik, da det blev slået fast, at de tre klinisk-akademiske titler med få undtagelser skulle forbeholdes læger. Både Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Regioner, universiteter og en række sundheds- og forskningsordførere har siden markeret modstand mod ændringen.
Ifølge kritikerne strider begrænsningen mod intentionerne i sundhedsreformen, hvor styrkelse af praksisnær forskning på tværs af faggrupper er en central ambition. Allerede i dag er fysioterapeuter, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle ansat i kliniske stillinger med forsknings- og undervisningsopgaver på universiteterne.
Ministeren bakker nu op om ændringer
I et svar i Folketingssalen onsdag tilkendegav uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), at hun er enig i behovet for en ændring:
"Jeg bakker op om, at man ser på, hvordan stillingskategorierne kan justeres, så de imødekommer de behov, som blandt andet universiteterne peger på," sagde ministeren.
Christina Egelund har nu bedt Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om at afdække og beskrive behovet for ændringer i bekendtgørelsen i dialog med universiteterne. Ændringerne ventes dog ikke at træde i kraft med det samme.
Ministeren har lyttet – nu skal arbejdet følges til dørs
Hos Danske Fysioterapeuter er der tilfredshed med ministerens udmelding, men også fokus på det videre arbejde.
”Nu skal vi sikre, at ændringerne faktisk bliver gennemført, så det bliver muligt for fysioterapeuter og andre faggrupper at fastholde de titler de en gang har fået og få adgang til de klinisk-akademiske titler og stillinger, som de kan være berettiget til på lige vilkår med lægerne”, siger Jeanette Præstegaard.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.