Er du studerende, og vil du gøre en forskel i Danske Fysioterapeuter?

Hvordan sikrer vi fokus på de studerendes forhold i Danske Fysioterapeuter? Det gør vi, ved at have en engageret fysioterapeutstuderende i hovedbestyrelsen og repræsentantskabet, som kan tale de studerendes sag.
Foto: iStock.

Hovedbestyrelsen i Danske Fysioterapeuter sætter retningen for foreningen og tager stilling i forskellige spørgsmål og sager, som omhandler medlemmernes vilkår og arbejder generelt for at styrke professionen. Nu kan du som studerende blive en del af hovedbestyrelsens arbejde.

Foreningens hovedbestyrelse består af 14 medlemmer heraf er én plads øremærket til en studenterobservatørpost. En post, der både er lærerig og udfordrende, og samtidig er med til at sikre, at der er politisk fokus på forholdene for de mange fysioterapeutstuderende i Danmark. Foruden en fast plads i hovedbestyrelsen er man også valgt ind på en plads i foreningens repræsentantskab, som ordinært mødes hvert tredje år (næste gang i 2027).

Hvis det er noget for dig, så har du nu mulighed for at stille op til posten som studenterobservatør. 

Arbejdet som observatør

Som observatør i hovedbestyrelsen skal du deltage i 7-8 hovedbestyrelsesmøder om året. Du modtager dagsorden med tilhørende bilag, som du skal orientere dig i forud for møderne. Møderne afholdes fysisk hos Danske Fysioterapeuter i Holmbladsgade 70, 2300 København S.

Som observatør i hovedbestyrelsen og repræsentantskabet modtager man et honorar på omkring 27.000 kr. om året.

Hvem repræsenterer studenterobservatøren?

Der er cirka 3.000 fysioterapeutstuderende i Danmark, og de skal have en stemme i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse. Det er baggrunden for, at der indkaldes kandidater til observatørposten i hovedbestyrelsen.

Forudsætningen for at stille op er, at du er fysioterapeutstuderende på en professionshøjskole, og er medlem af Danske Fysioterapeuter.

Nuværende studenterobservatør er Maria Nissen fra Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde.

Frist for opstilling

Der er frist for opstilling til studenterobservatørposten den 15. september klokken 23.59. Send en mail til valg@fysio.dk, hvor du melder dit kandidatur.

Når du har indsendt dit kandidatur, modtager du en bekræftelse samt en kort formular, hvori du motiverer dit kandidatur, og vedlægger et foto af dig selv. Valget afholdes som elektronisk afstemning blandt de fysioterapeutstuderende i perioden 25. september - 6. oktober, hvorefter den nye studenterobservatør offentliggøres på hjemmesiden.