Fysioterapeuter, deltag i debatten i kommunal- og regionalvalgkampen 2025

Valgkampen står for døren. Den 18. november sætter danskerne kryds på stemmesedlerne, og beslutter hvilke politikere, der skal sidde i kommunalbestyrelser og regionsråd de næste fem år. Der er mange politiske emner, der optager vælgerne – især det, der er tættest på – og det er sundhed for rigtig mange.
Bidrag med det faglige perspektiv
Danskernes fokus på sundhedsspørgsmål giver en gylden mulighed for fysioterapeuter i at byde ind i den offentlige debat, siger formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard:
”Er du fysioterapeut, har du faglig vægt og perspektiv på den måde sundheds- og velfærdspolitikken er indrettet på i Danmark, så hold dig ikke tilbage med bringe din faglighed ind i den offentlige debat. Vores faglighed er virkelig vigtig at få bragt til torvs dels for at gøre borgerne opmærksomme på, hvilke udfordringer vi med vores faglighed kan være med til at løse, og samtidig gøre politikerne opmærksomme på det. Jeg vil derfor opfordre til at man sætter sin faglighed i spil i den offentlige debat, hvis man har lyst. Vi har som fysioterapeuter noget at have vores meninger i, så man kan roligt rette ryggen og kaste sig ind i den offentlige debat.”
Jeanette Præstegaard understreger, at Danske Fysioterapeuter ikke tager partipolitisk stilling i valgkampen, men overlader det til vælgerne.
Derimod har Danske Fysioterapeuter en overordnet politisk dagsorden, der handler om at give borgerne sundhedstilbud af højest mulig kvalitet, og at de møder den mest relevante faglighed først. Samtidig arbejder foreningen for at give borgerne adgang til vores sundhedstilbud så uhindret og ligeligt som muligt.
Inspiration til at byde ind
Har du fået lyst til at deltage i debatten, har vi nedenfor samlet lidt inspiration til emner, som fysioterapeuter kan løfte i den kommende valgkamp. Det kredser om de temaer, som politikere i dels kommuner og regioner har beslutningskompetence indenfor, og dermed også mulighed for at foretage prioriteringer og styre skibet i en bestemt retning.
Debatten foregår i høj grad på de sociale medier og i debatindlæg i aviserne. Derfor har vi også samlet et par tip, der kan være nyttige at have i baghovedet, hvis man vil byde ind.
Ideer til temaer
- Det er klogt at forebygge, både for den enkelte borger og for samfundets samlede økonomi. Vi ved at mange medicinske diagnoser, fx artrose, kredsløb- og hjertesygdomme samt angst kan både forebygges og behandles ved at individuel træningsterapi. Lad os udbygge adgangen til dette i vores kommune/region.
- Det er godt at kunne komme hurtigt til fysioterapeuten, når kroppen gør ondt. Derfor er det vigtigt, at kommunen i samarbejde med regionen får udmøntet nye ydernumre. Forsøget med direkte adgang til fysioterapi, som er stor succes i Region Sjælland, så lad os få det rullet ud i alle regioner i Danmark.
- Skab flere udendørs træningsfaciliteter i kommunen – det kan være alt fra fitness til diskgolf. Bevægelse er sundt i alle aldre, det kan skabe sammenhold og holde os friske.
- Skab bedre adgang til naturområder i kommunen fx i form af flere ryddede skovstier og stisystemer. Forebyggelse og rehabilitering virker nemlig rigtig godt i naturen og kan skabe det gavnlige sanselige univers, der beriger hverdagen for borgere, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne.
- Støt og styrk det lokale foreningsliv. Socialt samvær, særligt hvor bevægelse er involveret, er sundt og holder os i gang – også mentalt.
- Vi skal modarbejde stillesiddende adfærd. Derfor skal vi skabe mere bevægelse i børnehaverne, skolerne, fritidstilbud, på arbejdspladserne og generelt i kommunen. Lad os sætte generationerne i bevægelse.
- Vi skal stoppe med at lade borgere vente til vi ser en læge i skadestuen når mange muskelskelet skader kan behandles af en fysioterapeut. Vi skal bruge ressourcerne klogt og turde tænke nyt for at gøre det.
- Vi skal sænke medicinforbruget i psykiatrien og her kan bevægelse af kroppen være en del af behandlingen – lad os derfor tænke bevægelse meget mere ind her.
Og her er et par tip til debatindlæg og sociale medier:
Sociale medier
Et moderne menneske udsættes dagligt for tusindvis af påvirkninger, som alle kæmper om vores opmærksomhed. Det moderne menneskes ”opmærksomheds-vindue” er målt til 9 sekunder – en guldfisks er 8 sekunder. Det vil sige, at i den tsunami af informationer et moderne menneske dagligt modtager, har du ca. 9 sekunder til at fange dit publikums opmærksomhed og få dem til at vælge at bruge mere tid på dit opslag, alternativt scroller de videre i feedet.
Skriv derfor det vigtigste du vil sige først. Skriv gerne noget opsigtsvækkende. Skriv det så simpelt som muligt så flest muligt forstår, hvad du mener. Derfor ned med lix-tallet, væk med fagsproget og drop ligegyldige mellemregninger og detaljer. Gør dig overvejelsen om, hvad det er du vil have folk til, når de læser dit opslag. Skal de blive klogere, skal de ændre holdning, skal de handle på noget?
Brug gerne videoer, illustrationer og links til artikler eller andet som supplement til din tekst. Det giver blikfang og gør dit opslag mere interessant. Emojis er også fint – men skal doseres alt efter kontekst og budskab – men kan fint være et blikfang. Husk at ”tagge” (@) dem du omtaler eller vil henvende dig til i dit opslag – det kan være politikere, kolleger, andre organisationer. På den måde får de en notifikation om dit opslag og dermed fanger du deres opmærksomhed. Du kan også bruge # i bunden af dit opslag – fx #kv25 – så ryger dit opslag automatisk ind i den strøm af opslag, der kommer i feedet hos de brugere, som følger det bestemte #
Debatindlæg
For debatindlæg gælder de samme tommelfingerregler, som ved sociale medie opslag – blot med den forskel, at du her skal overbevise en debatredaktør på den lokale avis om, at hun skal bringe dit indlæg frem for de hundredvis af andre, hun har fået sendt ind. Derfor: Overvej, hvad indlægget skal gøre – ændre holdning, oplyse, fremsætte en kritik, foreslå en løsning, etc?
Start med at skrive det vigtigste, så du indfanger din læsers opmærksomhed. Skriv i et letforståeligt sprog med korte sætninger. Drop unødige og uforståelige fagudtryk. Kom til sagen fremfor indviklede mellemregninger og ligegyldige detaljer. Vær klar i din konklusion så du hjælper læseren til at forstå, hvad du vil have dem til at bruge indlægget til. Hold dig fra starten indenfor avisens formkrav til debatindlæg.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.