Hun gjorde kommunen opmærksom på omsorgssvigtede børn - og så blev hun fyret

Danske Fysioterapeuter har forhandlet en fratrædelsesaftale for en kommunal børnefysioterapeut, der sikrer hende en godtgørelse, der svarer til to en halv måneds løn og fritstilling i opsigelsesperioden.
Kommunen begrundede opsigelsen af børnefysioterapeuten med sygefravær. Men Danske Fysioterapeuters advokat argumenterede for, at sygemeldingen var begrundet i kommunens håndtering af medlemmets ansættelsesforhold, og at opsigelsen derfor var usaglig.
Børnefysioterapeuten havde længe forsøgt at råbe ledelsen og kommunen op for at gøre opmærksom på omsorgssvigt i en stor børneinstitution, hvor hun mente, at der var en forrået kultur, som skyldtes mangel på personale og kompetencer.
I stedet for at handle på fysioterapeutens bekymringer, besluttede ledelsen, at tage arbejdsopgaven fra hende. Det førte i følge medlemmet til, at hun fik symptomer på stress og blev syg.
Kommunen undlod at handle på vores medlems bekymringer
Danske Fysioterapeuters forhandlingsleder, Jesper Malling, mener, at kommunen har svigtet sin ledelsesopgave.
”Vores medlem er simpelthen blevet Sorteper ved at have udvist rettidig omhu og gjort opmærksom på forhold, som tangerer omsorgssvigt. Kommunen undlod at forholde sig til hendes bekymringer, og i stedet ventede de på, at sygefraværet blev så stort, at de mente sig berettiget til at kunne opsige hende,” siger Jesper Malling.
Danske Fysioterapeuters medlem fratrådte sin stilling i slutningen af februar og er nu startet i et nyt job.
Af hensyn til sagens mange andre parter er historien anonymiseret.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.