Jeanette Præstegaard fortsætter som formand for Danske Fysioterapeuter

Jeanette Præstegaard er valgt til sin anden formandsperiode, efter hun var eneste opstillede kandidat til formandsvalget.
Foto: Kasper Løjtved.

Den 1. august kl. 12 udløb fristen for at stille op som kandidat til posten som foreningens formand for perioden 2025-2028. Ved fristens udløb var det alene den fungerende formand, Jeanette Præstegaard, som havde stillet sit kandidatur til rådighed. Dermed er der fredsvalg, hvilket betyder, at siddende formand Jeanette Præstegaard fortsætter på posten.

Jeanette Præstegaard er glad for at kunne fortsætte arbejdet som formand i Danske Fysioterapeuter, og mener, der er mange vigtige opgaver forude: 

"Jeg lægger vægt på, at vi skal sikre fysioterapeuters rolle i sundhedsvæsenet, styrke fagets politiske indflydelse – og fastholde en samlet fagforening, der rummer både ansatte, selvstændige og arbejdsgivere. Vi har lagt et stærkt fundament. Nu skal vi bygge videre," siger Jeanette Præstegaard.

Efter sommerferien bringer vi et længere interview med Jeanette Præstegaard om hendes kommende formandsperiode.