Ny samarbejdsaftale forstærker spillebanen for udvikling af fysioterapi som fag

”Vores nye aftale er banebrydende, og åbner nye veje for at udvikle og udbrede fysioterapien som fag. Aftalen har ført os tættere sammen end nogensinde før, og den giver styrkede muligheder for at tænke mere på tværs end tidligere. Det er utroligt spændende og perspektivrigt,” lyder det samstemmende fra formand for de faglige selskabers paraplyorganisation, DSF, Rasmus Gormsen Hansen og formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard om den nye samarbejdsaftale, der netop er landet.
Hvad er faglige selskaber og Dansk Selskab for Fysioterapi?
Dansk Selskab for Fysioterapi er paraplyselskab for de 17 faglige selskaber i fysioterapi.
Dansk Selskab for Fysioterapi og de faglige selskaber i fysioterapi er den organisatoriske ramme, hvori faglig viden, faglig ekspertise og faglig udvikling er forankret.
Selskaberne arbejder for at fremme og styrke de faglige miljøer i fysioterapien og den specialiserede og evidensbaserede fysioterapi i Danmark.
På en fælles mission for udvikling af fysioterapi som fag
Både formand for DSF, Rasmus Gormsen Hansen og formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard er godt tilfredse med, at der er indgået en aftale, og de muligheder der som noget nyt er kommet i stand.
”Lige nu oplever vi medvind for fysioterapien som fag. Flere sundhedspolitikere får øjnene op for, at fysioterapien kan en masse og at ”pille og kniv” langt fra er den bedste form for behandling. Derfor stiger efterspørgslen efter fysioterapi også, og dermed behovet for at faget kan få endnu mere luft under vingerne udviklingsmæssigt,” siger Jeanette Præstegaard.
Efterspørgsel efter fysioterapi
Denne øgede efterspørgsel efter fysioterapi taler lige ind i den samarbejdsaftale, der netop er blevet indgået.
”Vi får med aftalen åbnet helt nye døre til at kunne udvikle fysioterapien med inddragelse, inspiration og faglighed fra andre miljøer fx fra universiteter og professionshøjskoler. Det ser jeg kæmpe perspektiver i, og jeg tror på, at det kan blive en katalysator for udviklingen af fysioterapi til nye niveauer,” siger Rasmus Gormsen Hansen.
Muligheder for det tværgående øges
Jeanette Præstegaard hæfter sig ved, at mulighederne for det tværgående arbejde styrkes med den nye aftale: ”Kravet til løsningerne i det sundhedsfaglige er lige nu at tænke på tværs. Det gør vi fx, når vi udvikler kronikerpakker og andre nye strukturer i sundhedsvæsnet. Med samarbejdsaftalens muligheder for et forstærket felt af fagligheder, vil det at arbejde på tværs i endnu højere grad blive muligt – til stor gavn for fysioterapien.”
Pilotaftale frem til udgangen af 2026
Det er første gang, at DSF og Danske Fysioterapeuter indgår en bindende samarbejdsaftale, som tydeliggør hvad forventningen i samarbejdet mellem de faglige selskaber og foreningen er. Aftalen træder i kraft 15. oktober og er en pilotaftale, der gælder frem til udgangen af 2026, hvor den skal evalueres med henblik på fornyelse.
I aftalen testes også mulighederne af for, at ikke-medlemmer af Danske Fysioterapeuter kan benytte sig af at deltage i de faglige kurser, webinarer mm., dog for en merpris.
Værd at vide
Kurser: Alle fysioterapeuter kan med aftalen deltage på kurser udbudt af et faglige selskab under Dansk Selskab for Fysioterapi
Medlemskab: Nogle selskaber tillader nu medlemskab af det faglige selskab uafhængigt af medlemskab af Danske Fysioterapeuter. Mere information om dette skal findes hos det enkelte selskabs hjemmeside.
Hvilke selskaber man fremover kan være en del af, uden at være medlem af Danske Fysioterapeuter, vil fremgå af hjemmesiden, senest d. 1. november. Find mere information her.
Danske Fysioterapeuter er forsat DSF og de faglige selskabers stærkeste samarbejdspartner.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.