Sundhedsreform: Ændringer for fysioterapeuter i kommuner og regioner
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en omfattende sundhedsreform, som fremover vil ændre rammerne for det nære sundhedsvæsen. For fysioterapeuter i kommuner og regioner betyder reformen, at en række opgaver kan blive flyttet, og at ansættelsesforhold og samarbejdsflader kan ændre sig markant.
Overførsel af opgaver og medarbejdere
Fra 1. januar 2027 vil en række opgaver overgå fra kommuner til regioner. Det indebærer, at fysioterapeuter, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til disse opgaver, overføres til regionalt regi. Overførslen sker efter virksomhedsoverdragelseslovens principper, hvilket betyder, at medarbejderne bevarer løn, pension, anciennitet og øvrige rettigheder.
Overenskomster og lokale aftaler
I forbindelse med overførslen kan de kommunale overenskomster blive frasagt. Hvis det sker, vil de regionale overenskomster gælde fremadrettet (forventeligt først fra 1. april 2029), men de hidtidige kommunale vilkår vil fortsat gælde for den enkelte medarbejder, indtil de udløber, som individuelle rettigheder.
Hvordan og hvornår en eventuel overgang til regionale aftaler vil ske, er endnu ikke endeligt afklaret. Det samme gælder betydningen for lokale aftaler.
Se præsentation fra webinar
Hvis du vil mere om sundhedsreformen og betydningen for fysioterapeuter, så kan du se denne præsentation fra et webinar, som Danske Fysioterapeuter tidligere har afholdt om reformen.
Sammenlægning til Region Østdanmark
Et centralt element i reformen er, at Region Hovedstaden og Region Sjælland sammenlægges til Region Østdanmark. Her vil fysioterapeuter blive overført automatisk, uden afbrydelse i ansættelsen. Løn- og ansættelsesvilkår fortsætter som hidtil, men der kan blive behov for tilpasning af praksis, medarbejderpolitikker og lokale aftaler over tid.
Hvad sker der nu?
Allerede i 2026 vil kommuner og regioner skulle indgå aftaler om opgaveoverdragelsen. Kommunerne skal i den forbindelse orientere medarbejderne og gennemføre en ”ønskerunde”, hvor man kan tilkendegive, om man ønsker at følge opgaverne.
Danske Fysioterapeuter følger udviklingen tæt. Vi arbejder for at sikre tryghed for vores medlemmer og vil løbende informere om, hvordan sundhedsreformen konkret kommer til at påvirke fysioterapeuter.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.