To nye kvalitetsdatabaser vil højne fysioterapeutisk praksis

Der er stor variation i behandlingstilbud og kvalitet på tværs af landet for patienter med kroniske smerter og patienter med erhvervet hjerneskade. To nye kliniske kvalitetsdatabaser vil højne kvaliteten, vurderer fysioterapeut, professor og konstitueret leder af Smertecenter Syd, Henrik Bjarke Vægter.
Patienter med kroniske smerter er en af de patientgrupper, der fremover skal følges tæt i en struktureret monitorering af den behandling, de modtager i alle sektorer. Foto iStock.

Patienter med kroniske smerter og patienter med erhvervet hjerneskade er to typer patienter, hvor fysioterapeuter spiller en stor rolle for deres behandling. Fremover skal disse patienter følges tæt i en struktureret monitorering af den behandling, de modtager i alle sektorer. Og alene det vil højne kvaliteten, fordi der kommer mere fokus på behandlingen til de patienter, mener professor og konstitueret leder af Smertecenter Syd, Henrik Bjarke Vægter.

”Det er kvaliteten af hele behandlingsforløbet i alle sektorer, der skal monitoreres. Historisk har det været sygehusene, som har stået for dataindsamling af behandling, men nu er vi nået så langt i datasprog på tværs af sektorer, at vi også kan få kommuner og private praksisser med,” siger Henrik Bjarke Vægter.

Vi skal lære af det, der virker

Hensigten med de kliniske kvalitetsdatabaser er at lære af det, der virker. Derfor kommer der til at gå nogle år med at indsamle data og analysere dem, før sundhedsvæsenet for alvor kan uddrage læring.

”En indikator, vi kan måle på, er f.eks. kvaliteten af smerteundervisning til patienterne. Her vil vi kunne undersøge, om der er stor forskel på undervisningen, og hvad patienterne får ud af undervisningen. På den måde vil vi også kunne finde ud af, hvordan vi kommer i den rigtige retning og får løftet kvaliteten,” siger Henrik Bjarke Vægter.

Han fremhæver, at de kliniske kvalitetsdatabaser både vil have fokus på at højne kvaliteten inden for de områder, der optager klinikerne, men også på det, der optager patienterne.

”Patienter med kroniske smerter er en population, hvor en stor del står uden for arbejdsmarkedet, som har et stort forbrug af lægemidler, har dårlig søvn og hvor der er mange tillægssygdomme som giver et dårligt helbred. Der er derfor stort potentiale både for patienten, for sundhedsvæsenet og for samfundet, hvis vi kan sikre en bedre behandling,” siger Henrik Bjarke Vægter.

Databaser hjælper til politisk prioritering

Formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, er stolt af, at de faglige selskaber har været med til at bakke op og skubbe på for at få de to kliniske kvalitetsdatabaser igennem systemet og blive godkendt af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

”Databaserne kan være med til at udbrede de behandlingsmetoder, der giver patienterne og samfundet mest værdi. Det vil gøre det lettere for politikerne at prioritere behandling til nogle grupper af patienter, som er hårdt ramt. Jeg håber også, at databaserne vil være med til at løfte fysioterapeuters praksis og få politikernes øjne op for værdien af vores arbejde,” siger Jeanette Præstegaard.

De faglige selskaber, Dansk Selskab for Smerte og Fysioterapi og Dansk Selskab for Neurologisk Fysioterapi, er nogle af de aktører, der bliver inddraget i den videre proces med indholdet i de kliniske kvalitetsdatabaser.