"Vi vil stå på tæer for at levere den bedste medlemsservice"

Nytiltrådt direktør i Danske Fysioterapeuter, Søren Lauridsen, fortæller om sine ambitioner i et nyt, stort interview med Sundhedsmonitor. God medlemsservice, mere plads til fysioterapeuterne i det danske sundhedsvæsen og bedre arbejdsmiljø blandt medarbejderne i foreningen er på dagsordenen.
Foto: Kasper Løjtved

Søren Lauridsen tiltrådte som direktør for Danske Fysioterapeuter i midten af marts. Og han har helt klare prioriteter på sin dagsorden.

Medlemmerne i foreningen skal have den bedste medlemsservice.

Han vil passe godt på medarbejderne i foreningen, som han kalder ”med rette er forpustede efter en turbulent periode i foreningen”.

Og så er det også centralt at styrke arbejdet med at få fysioterapi og fysioterapeuter til at få den plads i det danske sundhedsvæsen, som faget bør have.

Det fortæller han til netmediet Sundhedsmonitor. 

Læs hele interviewet i Sundhedsmonitor (bag login)

Ny konkurrencesituation

Den nye situation er den konkurrence, der er opstået på det private område, når det handler om klinikker uden overenskomst. Søren Lauridsen fortæller, at Danske Fysioterapeuter trods uro ikke har kunnet mærke det på antallet af medlemmer eller på økonomien.

Et stort fokus for Søren Lauridsen er at fortsætte arbejdet med at give medlemmerne værdi.

”Min opgave – sammen med medarbejderne herinde – er fremadrettet at stå på tæer for at levere den bedste service, så alle oplever, at deres kontingentkroner er noget værd. Det er opgaven, og den er sådan set ikke ny,” siger Søren Lauridsen til Sundhedsmonitor.

Fysioterapeuterne skal have anerkendelse og plads i sundhedsvæsnet

Det glæder Søren Lauridsen, at det er lykkedes Danske Fysioterapeuter at få en fod inden for i arbejdet med kronikerpakkerne inden for KOL, diabetes og hjertekarsygdomme. Og arbejdet med at få fysioterapien til at fylde mere i det danske sundhedsvæsen er en central opgave at løse:

”En af de relativt store forandringer, vi kommer til at se i det danske sundhedsvæsen, ikke mindst hvis man er fysioterapeut, er, at vi skal til at have mindre kniv og mindre pille og mere forebyggelse. Det er et resultat, min formand har været med til at skabe, og det tillader jeg mig at glæde mig over,” siger Søren Lauridsen til mediet.

Det er en opgave, som Danske Fysioterapeuter gerne tager på sig, og at det er kernen i det, vi gerne vil være, lyder det fra direktøren.

”Nu har jeg læst det fremragende værk, der er udgivet om Danske Fysioterapeuters mere end 100-års historie. Og det er historien om, at Danske Fysioterapeuter i mere end 100 år har kæmpet for at få en anerkendelse i det danske sundhedsvæsen. Det handler både om, at det fagligt giver mening, men også om, hvordan vi samfundsøkonomisk kan spare operationer og medicin, hvis vi forebygger og træner. Men jo også for de enkelte patienter, der får en højere livsglæde. At vi endelig bliver inviteret ind i maskinrummet, som ellers traditionelt har været forbeholdt nogle andre sundhedsgrupper, er et godt eksempel på, at vi er ved at lykkes med den bevægelse”, siger Søren Lauridsen til Sundhedsmonitor.

Arbejdsmiljøet skal på ret kurs

I interviewet med Sundhedsmonitor, understreger Søren Lauridsen også, at han har blikket rettet mod et få arbejdsmiljøet blandt medarbejderne i foreningen højnet oven på en turbulent tid.

”Jeg har fortalt medarbejderne, at arbejdsmiljø er mit hovedfokus i den kommende tid. Det bruger jeg ret meget tid på, og det forventer jeg også, at vi fortsat vil bruge tid på. Forudsætningen for, at vi overhovedet kan lykkes, er, at vi har en medarbejdergruppe, som oplever, at de har et arbejdsliv, der er i balance,« siger Søren Lauridsen til mediet.

En del af det arbejde handler også om at få en ledergruppe på plads.

Den nye ledergruppe består udover direktør Søren Lauridsen af afdelingscheferne Henrik Engstrøm (digitalisering og administration), Niels Sandø (politik, kommunikation og profession), Cecilia Lykke Thorsén (rekruttering og fastholdelse) og Troels Rønn-Simonsen (løn og forhandling).

Ledelse Dfys juni 2025_1.jpg
Foto: Privat