Vigtigt, at fysioterapeuter bliver dygtigere

Fysioterapeuterne skal ind i de mange reformer
Her på tærsklen til sommerferien, springer kandidaterne i fysioterapi ud fra universiteterne, og mange andre fysioterapeuter fra professionshøjskolerne og andre videregående uddannelser får sejlet deres uddannelsesskib i havn. Det er vigtigt. For den faglighed fysioterapeuterne erhverver sig, skal ud at gøre en stor forskel i det danske sundhedsvæsen.
Formand for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard ønsker de mange nyuddannede stort tillykke, og hun glæder sig over, at mange fysioterapeuter har lyst til at bygge mere ovenpå deres uddannelser.
”Fysioterapeuter spiller en vigtig rolle i det danske sundhedsvæsen i alle mulige funktioner. Det skal vi gøre opmærksom på hos vores kolleger i sundhedsvæsnet og i de rum, hvor de politiske beslutninger om fremtidens sundhedsvæsen bliver truffet. Danske Fysioterapeuter arbejder derfor benhårdt på at få vores fag og kompetencer positioneret bedst muligt i de mange reformer, der lige nu forhandles og lander, og som vil forandre det danske sundhedsvæsen og uddannelsessystem,” siger Jeanette Præstegaard.
Hvad sker der på uddannelserne?
Uddannelsesleder på Syddansk Universitet, Carsten Bogh Juhl kan fra kandidatuddannelsen i fysioterapi fortælle, at de igen har afsluttet en gruppe kandidatstuderende, hvor der er stor spændvidde på de specialer de studerende beskæftiger sig med, hvor både forebyggelse og behandling er i fokus:
”Kandidaterne på fysioterapiuddannelsen på Syddansk Universitet har været optaget af alt fra traumatisk hjerneskade, til forebyggelse af muskuloskeletale gener på arbejdspladsen, forebyggelse af idrætsskader. Seks kandidatstuderende er i gang med et prægratuate forskningssemester, og deltager i forskningsprojekter om alt fra effekten af kugledyner, søvnproblemer hos personer med artrose, ændringer i muskelforlængelse ved SAPS med meget mere,” fortæller Carsten Bogh Juhl.
Bekymring for forringede universitets-uddannelser
Han er imidlertid bekymret for begrænsningerne i uddannelsesmuligheder og forkortede studieforløb, som seneste kandidatreform har betydet for dem, der ønsker at gå universitetsvejen som fysioterapeut, da mange af de mellemlange sundhedsuddannede på universiteterne omlægges til erhvervsuddannelse. ”Det kan virke lidt overraskende, når sundhedsreformen lægger op til, at de mellemlange sundhedsuddannede får en helt central placering i omlægningen af sundhedssektoren,” siger Carsten Bogh Juhl.
Jeanette Præstegaard deler Carsten Bogh Juhl bekymringer: ”Det er utroligt ærgerligt, at man har ændret så meget på, hvordan universitetsuddannelserne er tilrettelagt. I lyset af de spor, som de nye sundhedsreformer tegner, herunder måltal for ikke lægefaglige ph.d.er, er der virkelig brug for, at vi får flere fysioterapeuter ind som ph.d.-studerende. Men den nye struktur arbejder desværre i den modsatte retning,” siger Jeanette Præstegaard.
Ambitiøse kandidatstuderende
En af de kandidatstuderende, som Jeanette Præstegaard og Carsten Bogh Juhl gerne så flere af, hedder Katrine Kindtler Krag-Andersen. Hun blev bachelor i fysioterapi i 2023, og begyndte derefter på kandidatuddannelsen i fysioterapi ved Syddansk Universitet. Hun drives af at kunne gøre en forskel for andre mennesker gennem fysioterapeuternes forskning og formidling.
”Den akademiske verden kan være svær at komme ind i, men jeg er gennem Kandidaten i Fysioterapi både blevet tilknyttet Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi (FOF) på Syddansk Universitet og Ortopædkirurgisk Forskningsenhed på Odense Universitetshospital. Mit professionelle netværk er udvidet markant, og jeg håber at dette kan afføde muligheden for en efterfølgende ph.d.”, siger Katrine Kindtler Krag-Andersen.
De studerende, der har søgt ind på kandidatuddannelsen i fysioterapi starter op på deres uddannelser i september måned. På Syddansk Universitet bliver det for første gang er muligt at læse en toning af uddannelsen i retning af sportsfysioterapi.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.