Ekstraordinært repræsentantskabs-møde i fuld gang: Der er et punkt på dagsordenen
”Det er en stor beslutning, der vil få betydning langt ud over dette mødelokale.”
Sådan sagde Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, i sin indledende tale, da hun åbnede det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Nyborg her til morgen.
Her er 57 repræsentanter samlet for at diskutere og stemme om ét punkt: Hvorvidt foreningen skal etablere en ny struktur, som adskiller arbejdstagere og arbejdsgivere i praksissektoren på løn og vilkår.
Det er en struktur, som er nødvendig, hvis Danske Fysioterapeuter i fremtiden skal kunne forhandle en formel overenskomst for ansatte i private klinikker efter den danske model.
Adskilt på løn og vilkår
”Vi står over for en beslutning, som handler om, hvordan Danske Fysioterapeuter skal være organiseret i fremtiden, og hvordan vi bedst muligt kan varetage medlemmernes interesser på hele arbejdsmarkedet,” sagde Jeanette Præstegaard.
Forslaget indebærer, at Danske Fysioterapeuter stadig vil fungere som branchefællesskab for alle parter, som vil være forbundne omkring fagets udvikling, uddannelse og politisk varetagelse. Men løn og ansættelsesvilkår i praksissektoren skal fremover forhandles med en selvstændig og uafhængig arbejdsgiverforening
Det er det, repræsentanterne for foreningens godt 16.000 fysioterapeuter skal stemme om i dag. Næste skridt på dagsordenen er diskussion og siden afstemning.
”Der vil være forskellige synspunkter i salen. Det er et tegn på et levende demokrati. Men når dagen er omme, er vi fortsat sammen om et fælles ansvar for fysioterapeuternes fag, arbejdsforhold og fremtid,” sagde formanden.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
