Fysioterapeutiske forskere bliver nu sidestillet med læger på sygehusene

Det er slut med kun at være forbeholdt læger at opnå titlen som klinisk lektor eller kliniske professor. Det bliver nu også muligt for fysioterapeuter efter en ændring i stillingsstrukturen for videnskabeligt personel ved universiteter.
Foto: iStock

En bekendtgørelse om ændring af stillingsstrukturen for videnskabeligt personel ved universiteter netop kommet i høring. Ændringen skal sidestille sundhedspersonel i stillingsstrukturen på sygehusene  høringsfristen er den 9. februar 2026 – forventes at blive implementeret inden sommer.

Hidtil har det forholdt sig sådan, at sundhedspersonel ansat i klinikken og på et universitet skulle have en lægebaggrund, hvis de skulle kalde sig klinisk lektor eller klinisk professor. 

Skal gøre arbejdspladser attraktive 

Det har Danske Fysioterapeuter sammen med Jordmoderforeningen, Ergoterapeutforeningen og Bioanalytikerne i regi af Akademikernes fællesorganisation argumenteret imod.  Anken har været, at bekendtgørelsen arbejder imod intentionerne i sundhedsreformen, hvor stærke faglige miljøer er afgørende for at kunne tiltrække personale til de mindre sygehuse og skabe mere attraktive arbejdspladser og fagligt attraktive karriereveje for sundhedspersonel. 

Efter en henvendelse til forsknings- og uddannelsesministeren og betænkningstid hos uddannelsesstyrelsen er der nu kommet forslag om ændringer i bekendtgørelsen, som gør det muligt for fysioterapeuter, jordemødre, ergoterapeuter, bioanalytikkere og sygeplejersker at blive ansat som klinisk lektor og klinisk professor.  

Stillingen som klinisk lektor

En klinisk lektorstilling er en honorarlønnet stilling til at varetage undervisnings- og forskningsopgaver. Stillingen omfatter vejledning, og eksamen i kliniske fagområder for studerende i uddannelser, som er relevante for sygehusene, herunder medicinstuderende.

Den kliniske lektor skal selvstændigt tilrettelægge og gennemføre undervisning inden for den pågældende afdelings eller enheds speciale. Undervisningen omfatter forelæsninger, kurser, og gennemførelse af eksaminer

Kvalifikationskravet for øvrige kliniske lektorer er relevant kandidateksamen og specialistanerkendelse eller andet tilsvarende kompetenceniveau, samt yderligere undervisnings- og forskningsmæssige kvalifikationer, f.eks. ph.d.- eller doktorgrad.

Øvrige kliniske lektorer ansættes i kraft af deres relevante kliniske erfaring, som opnås gennem klinisk ansættelse.

For øvrige kliniske lektorer forudsætter ansættelse som klinisk lektor samtidig klinisk ansættelse. Den kliniske ansættelse indebærer patientrelaterede kliniske funktioner. Den kliniske ansættelse omfatter bl.a. udredning, behandling og/eller pleje af patienter.

En klinisk professorstilling er en honorarlønnet stilling til varetagelsen af undervisnings- og forskningsopgaver. Stillingen omfatter også undervisning i kliniske fagområder, vejledning, herunder af ph.d.-studerende, og eksamen.