Godt 200 medlemmer fik hjælp af Danske Fysioterapeuters socialrådgiver

Foreningens socialrådgiver står klar, når medlemmer får brug for bistand. Alene sidste år fik 60 medlemmer hjælp til arbejdsskadesager om for eksempel ryg- og skulderskader, senfølger efter covid og hjernerystelse.
To personer sidder og taler ved et skrivebord
Foto: iStock

Vidste du, at Danske Fysioterapeuters socialrådgiver står klar til at hjælpe dig, der har brug for bistand i forbindelse med en arbejdsskade? Ligesom socialrådgiveren kan hjælpe dig med sager af social karakter. Alene i 2025 hjalp socialrådgiveren mere end 60 medlemmer med deres arbejdsskadesag.

Ni medlemmer fik erstatning for varigt mén, og fire medlemmer fik desuden erstatning for tab af erhvervsevne. Samlet set fik de skattefri erstatning for godt 2.5 million kroner.

De typiske arbejdsskader for fysioterapeuter er erhvervsbetinget eksem, ryg- og skulderskader, hjernerystelse, PTSD, belastningsreaktion og senfølger efter smitte med covid-19.

121 medlemmer fik rådgivning af social karakter. Sagerne handlede blandt andet om sygedagpenge ved langvarig sygdom, bistand i forbindelse med fleksjob, seniorpension og tabt arbejdsfortjeneste.