Ny anbefaling om vederlagsfri fysioterapi
Anbefalingen fra Vælg Klogt lyder: ”Undgå at alle med varigt behov for vederlagsfri fysioterapi skal genhenvises af deres læge hvert år.”
Den anbefaling glæder Danske Fysioterapeuter, som har arbejdet for dette i mange år. Vi vil nu arbejde videre med at ændre henvisningskravene i overenskomsten for vederlagsfri fysioterapi ved de forestående overenskomstforhandlinger med RLTN.
Anbefalingen fra Vælg Klogt bliver uddybet med, at mange patienter i den vederlagsfrie ordning har kroniske tilstande, som gør vederlagsfri fysioterapi til en uundværlig og varig behandling.
Genhenvisningsproceduren har derfor sjældent betydning for behandlingsindsatsen, da den sker på baggrund af fysioterapeutens statusredegørelse og uden at patienten møder op hos lægen.
Læs anbefalingen fra Vælg Klogt
Hvad er vederlagsfri Fysioterapi?
Vederlagsfri fysioterapi er behandling under overenskomsten for vederlagsfri fysioterapi. Vederlagsfri fysioterapi tilbydes til personer med et varigt, svært fysisk handicap som følge af en medfødt eller arvelig lidelse, erhvervede neurologiske lidelser, fysiske handicap som følge af ulykke eller nedsættelse af led- eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser. Det tilbydes også personer uden svært fysisk handicap med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.
Se Sundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi
Fysioterapeuter skal fortsat sende status
I anbefalingen fremgår det at, fysioterapeuter fortsat skal sende en årlig statusredegørelse til den henvisende læge med udgangspunkt i en fysioterapeutisk faglig vurdering af behandlingsbehovet.
Statussen skal være med til at sikre det tværfaglige samarbejde, og at lægen har relevant information om patientens funktionsniveau, udvikling og behandling.
Ændring af interval vil kræve ændring af overenskomst
I den gældende overenskomst for vederlagsfri fysioterapi fremgår det, at en henvisning er gyldig i 12 mdr., hvorefter den skal fornys af den henvisende læge. En ændring i intervallet for genhenvisninger til vederlagsfri fysioterapi vil derfor kræve en ændring af overenskomsten.
Tilbage i 2023 udviklede Danske Fysioterapeuter sammen med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) et policy paper med anbefaling om at overlade administrationen af de årlige genhenvisninger i den vederlagsfrie ordning til de praktiserende fysioterapeuter
Læs policy paper fra Danske Fysioterapeuter og PLO
Hvad er Vælg Klogt?
Vælg Klogt er en del af den internationale bevægelse ”Choose Wisely”. I Danmark er organisationen nedsat af Danske Patienter og de Lægevidenskabelige selskaber og finansieret af Danske Regioner.
Vælg Klogt er nedsat med henblik på at nedbringe antallet af unødvendige undersøgelser, behandlinger og procedurer, som enten ikke gavner eller kan gøre mere skade end gavn på patienten.
Vælg Klogt ønsker at bidrage til et sundhedsvæsen, hvor ressourcerne bruges på aktiviteter, som giver sundhedsfaglig værdi og mening for patienterne.
Den konkrete anbefaling er udarbejdet i samarbejde med en række relevante sundhedsfaglige selskaber og patientforeninger - herunder Dansk Selskab for Fysioterapi.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.