Fysioterapeut klar til EM-brag!

Fysioterapeut Anja David Greve er som eneste fysioterapeut helt tæt på de 17 landsholdsspillere på det danske herrehåndboldhold, som i aften spiller semifinale i EM i Kroatien. Her har hun en vigtig rolle, både som behandler for spillerne, men også som en, landstræneren lytter til, når hun advarer mod at sende skadede spillere på banen.
Niklas Landin og Fysioterapeut Anja David Greve under EM kampen Danmark-Spanien i Arena Varazdin den 17 januar 2018. Foto: LiselotteSabroe/Scanpix 2018

”Man skal være god til at bruge sine hænder, hvis man skal være her. Jeg bruger vel godt 60 procent af min tid på at massere, for det er der hårdt brug for.”

Det er en ydmyg og jordnær Anja David Greve, som har taget sig tid til at tale med Danske Fysioterapeuter om sin rolle som fysioterapeut på herrernes håndboldlandshold, der spiller semifinale i EM i aften.

Holdet og fysioterapeuten har nu været i kamp i 26 dage, og selvom det er første gang, den 40-årige idrætsfysioterapeut er sendt afsted med landsholdet, har hun efterhånden fundet frem til de værktøjer og arbejdsgange, der fungerer for spillerne.

Hands on i den virkelige verden

Anja David Greve arbejder mellem ni og 13 timer i døgnet under turneringen, og i løbet af en dag har hun gerne ti spillere i hænderne, som skal tapes, masseres, afspændes eller have øvelser. Hun har mange redskaber i sin værktøjskasse, men er en varm fortaler for en af fysioterapiens ældste metoder: Massagen.

”Massage er sådan lidt nedvurderet i vores fag, men i min verden skal en god fysioterapeut kunne mange ting – og en af dem er at være god til at bruge sine hænder. Det kan godt være, at der ikke er evidens for massage, men i den virkelig verden vil man opdage, at hands on betyder rigtig meget. Så jeg ser først og fremmest mig selv som en god håndværker. Jeg går rigtig meget ind for træning, men det er utrolig vigtigt at aflæse hvilken gruppe, man er i, og hvad der er behov for."

Før semifinalen

Hun understreger, at den fysioterapeutiske indsats både er kort- og langsigtet. De dage, hvor tiden tillader det, får spillerne øvelser og ideer til hvordan de kan træne, når de kommer hjem til deres respektive klubber.

”Jeg kan godt lide, at vi tænker lidt mere langsigtet, og at det ikke kun er brandslukning, selvom vi kun er sammen i en kort og intens periode. For den her verden er benhård, og spillerne går mere op i at præstere, end at passe på sig selv,” siger hun, som arbejder tæt sammen med holdets læge.
Før aftenens kamp skal hun tape en albue og to spilleres fødder, så anklerne ikke kommer i dorsal fleksion, for at skåne akillessenen. Èn skal smøres med varmecreme, og et par stykker har problemer med bevægeligheden.

”Peter Balling har en udfordring med sin skulder, så han har fået nogle øvelser af mig, som er begyndt at virke. Det skal jeg tjekke op på, for det er vigtigt, at han føler sig fri i sine bevægelser i kampen i aften.”

Respekt fra Nikolaj Jakobsen

Netop fordi Anja David Greve er så tæt på spillerne, får hun indblik i skader, som enten allerede er sket eller er på vej. Og til hendes glæde lytter landstræner Nikolaj Jakobsen efter, når fysioterapeuten taler. Som eksempel peger hun på Golden League, optakten til EM, hvor Mikkel Hansen blev holdt udenfor hele turneringen på grund af et overbelastet knæ. På opfordring af fysioterapeuten. 

”Hvis jeg siger, hør, Nikolaj, nu skal vi lige passe på, så kan jeg mærke, at han lytter. Han har respekt for min faglighed. Og det er vigtigt for mig, for ellers kunne jeg ikke være med.”

Anja David Greve starter forberedelserne til aftenens kamp kl.16, og hvis Danmark vinder, fortsætter hun til turneringens finale søndag. Hun har et vigtigt budskab til sine kollegaer hjemme i Danmark:

”Jeg vil gerne sige, at vi fysioterapeuter har utrolig meget at bidrage med. Det er en kæmpe gave, at vi kan hjælpe folk, der har brug for det. Vi skal være enormt stolte af vores fag!”