Behov for skræddersyet rehabilitering til børn med CP

Patienter er forskellige, og det er børn med cerebral parese (CP) også. Store forskelle på sværhedsgraden, udbredelsen og intensiteten af sygdommen spiller formentlig en rolle for, hvordan barnet kan profitere af rehabiliteringen. Dertil kommer at der kan være genetiske forskelle, forskelle i muskulaturen og i transmitterstofferne i hjernen hos de forskellige børn.
Det kalder på, at forskerne arbejder på at skaffe den nødvendige viden om de særlige faktorer hos børnene, der har betydning for effekten af rehabiliteringen. Det fortalte den amerikanske forsker Diane Damiano på den første session om pædiatri på fagkongressen.
For korte interventioner
"Vi ved, at dosis har betydning for effekt af behandlingen og en intervention på f.eks. 3 måneder, som man typisk ser i forskningen, kan være alt for kort hos et barn i voksealderen. Der kan også i studierne være alt for store forskelle mellem interventionsgruppen og kontrolgruppen”, sagde Diane Damiano.
Hun fortalte om sit eget studie, hvor hun har undersøgt effekten af træning med cross-trainer og computer-assisteret cykel på barnets ganghastighed. Når Diane Damiano sammenligner ganghastighed før og efter interventionen, er der ingen statistisk eller klinisk relevant forskel på barnets ganghastighed, selvom de fleste børn oplever en kraftig forbedring i kadencen, når de cykler er bruger cross-traineren.
Når Diane Damiano sammenlignede effekten på interventionsgruppen med kontrolgruppen, fandt hun ingen forskel. Men da hun så nærmere på, hvordan de enkelte børn fordelte sig, var der ud over midtergruppen, en gruppe børn der fik meget effekt af træningen og en, der oplevede at gå langsommere. Og netop yderpolerne i en sådan undersøgelse kan ifølge Diane Damiano være vigtige at se på og analysere på, så man kan skræddersy interventionerne til det enkelte barn.
Nye forskningsdesigns
Diane Damiano fremhævede, at det er svært at identificere subgrupperinger i de traditionelle kliniske forsøg, og det, mener hun, er et vigtigt skridt, hvis man fremover skal tilbyde et mere målrettet rehabiliteringstilbud. Man skal som forsker gøre sig umage med at definere den enkelte inkluderedes karakteristika, interessere sig for subgrupperne i undersøgelsen, og have tilstrækkelig mange inkluderede i undersøgelsen.
"Forskerne skal også se nærmere på de børn, der ikke reagerer på samme måde, som de andre i studierne. For der kan vi hente vigtig viden", fortalte Diane Damiano.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.