Demens skal have et twist

Danmark skal være et demensvenligere land for de 85.000 mennesker, der i dag har sygdommen, og de 400.000 der er pårørende. Det skal være et mere åbent, trygt og inkluderende land for mennesker med demens og deres familier.
Første skridt på vejen bliver at nuancere forestillingerne om demens men også at skabe konkrete aktiviteter, som alle kan mødes om. Sådan lyder budskabet fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark (FFDD), som Danske Fysioterapeuter er en del af sammen med 12 andre organisationer.
Dans vækker minder
Derfor skal demens have et twist, både i bogstavelig forstand og i overført betydning.
"Bevægelse er en vigtig del af et bedre liv med demens. Derfor er det helt naturligt, at Danske Fysioterapeuter er med i kampagnen. Danskerne skal have øjnene op for, at demens kan være ligeså forskellig, som de mennesker den rammer, og at man kan leve et godt liv med demens," siger formand Tina Lambrecht.
Fakta
Dansen ligger i vores kropshukommelse, som ligger dybere forankret end vores korttidshukommelse (som typisk er den, demensen rammer først) og da mange, der har demens, har danset, da de var yngre – og måske altid har lyttet til musik – så vækker dansen noget, en forvandling. Mennesker der er helt passive og sidder i en stol uden sprog, kan opleve at blive deltagende og lyse af liv, imens de pludselig synger fejlfrit med på teksterne.
Dans og musik kan bane vejen tilbage til gode minder og oplevelser fra tidligere i livet, fordi vi husker med alle vores sanser - også med kroppen. Vi kommer lidt tættere på hinanden og oplever kontakt og nærvær. I dansen er vi alle - både unge og gamle, med eller uden demens - deltagende, ligeværdige og sammen om at skabe samværet.
En god gang gammeldags twist vil være at skue på flere måder, når kampagnen ruller i gang i disse dage blandt andet på sociale medier.
Hele Danmark twister søndag 27. maj
Danser Silas Holst er ambassadør for Folkebevægelsen. Han har selv demens inde på livet som pårørende.
"Jeg vil gerne medvirke til, at vi alle får øjnene op for, hvad dans kan gøre ved os. Når vi danser, udskiller kroppen endorfiner, som udløser glæde. Det er godt for alle, men har især en positiv effekt på mennesker med demens. Samtidig vækker dansen minder og knytter os sammen på tværs af generationer, hvilket er noget af det, jeg oplever, når jeg i mit arbejde kommer ud og danser på plejehjem," fortæller Silas Holst.
Folkebevægelsen byder op til dans den 27. maj. Her skal hele Danmark twiste igennem.
Der bliver to store dansearrangementer i Aalborg og København samt ved en række mindre lokale events.
Læs mere på demensvenligtdanmark.dk
Tilmeld dig events på Facebook
Læs om Danske Fysioterapeuters engagement i Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.