En samlet handicappolitik

Sammen med 59 andre organisationer opfordrer Danske Fysioterapeuter regeringen til at udarbejde en samlet handicappolitisk handleplan.
Foto: iStock

Der er brug for en samlet indsats for at hjælpe mennesker med handicap til bedre liv.

Danske Handicaporganisationer har derfor sammen med Institut for Menneskerettigheder og mere end 50 andre organisationer, herunder Danske Fysioterapeuter, skrevet til børne- og socialminister Mai Mercado (K) for at opfordre til, at regeringen udarbejder en samlet handicappolitisk handlingsplan.

Se brevet til ministeren (pdf)

Forslaget kommer på baggrund af en ny opgørelse af Institut for Menneskerettigheders Handicapbarometer, der sammenligner situationen for mennesker med handicap med situationen for alle andre mennesker på ti områder såsom uddannelse, sundhed og beskæftigelse.

Desværre tegner barometeret et nedslående billede. På ni ud af ti områder er mennesker med handicap ringere stillet end resten af befolkningen.

Sundheden halter

Vi ved, at fysisk aktivitet er sundhedsfremmende og kan forebygge en række sygdomme såsom forhøjet blodtryk, overvægt, diabetes og osteoporose.

Men mennesker med fysisk handicap er på grund af deres nedsatte funktionsevne udfordret i forhold til at være fysisk aktive.

Af handicapbarometeret fremgår det da også, at kun 13% af mennesker med et større fysisk handicap angiver at have et godt eller meget godt helbred, mens tallet for personer med et mindre fysisk handicap er 44%.

I 2012 var tallene henholdsvis 15% og 47%. Det går altså den forkerte vej.

Til sammenligning angiver 84% af den øvrige befolkning at have et godt eller meget godt helbred.

”Handicapbarometeret viser tydeligt, at der skal sættes ind. Jeg håber, at politikerne vil lytte til de ganske mange organisationer, der ønsker en handicappolitisk handleplan,” siger formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht.

Fysioterapeuter har meget at byde ind med

Fysioterapeuter er ofte i kontakt med mennesker med handicap, blandt andet gennem ordningen om vederlagsfri fysioterapi.

Derfor kan fysioterapeuter spille en stor rolle i forhold til at sikre mere lighed i sundhed for mennesker med handicap, mener Tina Lambrecht:

”Fysioterapeuter spiller allerede en stor rolle i forhold til at give mennesker med handicap mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre ved blandt andet at give dem forudsætningerne for at være fysisk aktive.

Jeg håber derfor, at fysioterapeuter og fysioterapi vil blive tænkt ind som en central del af løsningen i en mulig handicappolitisk handleplan”.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar