Fysioterapi har et godt omdømme

Fysioterapi er noget, man bruger, når man får en henvisning, enten fordi man skal genoptrænes eller har smerter i muskler og led. Og kvaliteten vurderes som god. Til gengæld mener hver fjerde, at kiropraktorer og massører kan give samme behandling. En ny undersøgelse tager pulsen på befolkningens kendskab til fysioterapi.
Foto: iStock.

Hvad ved danskerne egentlig om fysioterapi, og hvad synes de om behandlingen? Det har analyseinstituttet Kantar Gallup undersøgt på foranledning af Danske Fysioterapeuter.

Formålet er blandt andet at få afdækket hvem, der ikke gør brug af fysioterapi, så foreningen kan arbejde på at synliggøre faget for mulige klienter og derigennem øge efterspørgslen af fysioterapeuter.

538 danskere udfyldte derfor et online-spørgeskema i foråret med en række spørgsmål, herunder hvornår de sidst har været hos en fysioterapeut, hvorfor, og hvordan de vurderer behandlingen.

Behandlingen bruges til smerter og genoptræning

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at danskerne har et højt kendskab til fysioterapi. Hele 89 procent af de adspurgte kender nemlig umiddelbart til behandlingen. 58 procent har selv været hos en fysioterapeut inden for de seneste to år, og hovedparten, nemlig 74 procent, kom med en henvisning fra lægen eller sygehuset i lommen.

Kønsmæssigt er klienterne nogenlunde lige fordelt, dog har 14 procent flere kvinder end mænd fået behandling hos en fysioterapeut. De fleste, 45 procent, kom på grund af smerter i ryg og nakke.

21 procent brugte fysioterapi til genoptræning, evt. efter operation, og 36 procent kom på grund af smerter i skuldre, muskler og led. Kun fire procent tog afsted for at forebygge skader og sygdom.

Erfaringerne er positive

Fysioterapeuters generelle omdømme vurderes rigtig godt, ligesom fysioterapeuter er til at stole på – 98 procent har tillid til fysioterapeuter og behandlingen i det lange løb, ligesom kvaliteten vurderes højt.

Særligt af dem, der allerede har været i hænderne på en fysioterapeut. Til gengæld angiver kun 18 procent af dem, som ikke har været hos en fysioterapeut, at de vil vælge behandlingsformen fremover. Omdømmet er altså bedst hos dem, der allerede har været i behandling.

24 procent vurderer, at andre fagprofessionelle kan give samme behandling som en fysioterapeut, og halvdelen af dem mener, at kiropraktorer og massører har de samme kompetencer som en fysioterapeut. Kiropraktik vurderes som den behandlingsform, der bedst opfylder forventningerne på en liste med otte behandlingstyper – den får karakteren ”fremragende” af 32 procent.

Så flot en bedømmelse giver kun 8 procent af de adspurgte til fysioterapi, men helt galt står det ikke til, da 81 procent angiver, at fysioterapeuter og deres tilbud er enten ”rigtig godt”, ”godt”, eller ”rimeligt”, og kun 1 procent bedømmer behandlingen som ”dårlig”. Gallup skriver da også i deres konklusion, at fysioterapi og fysioterapeuter har et godt omdømme.