Hovedbestyrelsen: Nej til fusion mellem FTF og LO

Et flertal i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse har besluttet at stemme nej til en fusion mellem FTF og LO på FTF’s ekstraordinære kongres den 13. april 2018.

Inden da havde hovedbestyrelsen på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 25. november 2017 fået et mandat, hvorefter Danske Fysioterapeuter kunne stemme ja til en ny hovedorganisation, såfremt denne tager hensyn til de mindre organisationer og deres interesser og yderligere afspejler, at der er tale om en ny fælles hovedorganisation.

Flertallet i hovedbestyrelsen mente ikke, at det grundlag for en ny hovedorganisation, der er lagt frem, opfylder det mandat. Derfor blev det et nej.

”Der er ikke meget nyt i det grundlag for en ny hovedorganisation, der er lagt frem. Centrale dele af strukturen bygger på det, man allerede kender fra LO i dag”, siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.

Afgørende for hovedbestyrelsens nej til en fusion var også, at der ikke er blevet lyttet til Danske Fysioterapeuters bekymringer for de mindre organisationers indflydelse i en ny stor hovedorganisation.

”Vi har i processen budt ind med flere forslag til, hvordan en ny stor hovedorganisation kunne tage hensyn til de mindre organisationer. Det er blevet pure afvist. Derfor bliver det svært for de mindre organisationer at få indflydelse i en ny fælles hovedorganisation”, siger Tina Lambrecht.

Går konstruktivt ind i arbejdet

På trods af nej’et var hovedbestyrelsen enig om, at man vil gå konstruktivt ind i arbejdet i en ny hovedorganisation, hvis der på de ekstraordinære kongresser i FTF og LO skulle vise sig at være to tredjedele flertal for en fusion.

”Skulle en ny hovedorganisation blive en realitet, vil vi arbejde benhårdt for dels at få en ny hovedorganisation til at fungere, og for at Danske Fysioterapeuter får indflydelse”, slutter Tina Lambrecht.