Ingen skulderundersøgelse uden skanning

To sessioner på fagkongressen omhandler brugen af ultralydsscanning i fysioterapi. Med den kan du få et overblik over forskningen på området og mulighed for selv at prøve at skanne. Test dine evner til at aflæse skanninger nederst i denne nyhed.
Niels Honoré havde travlt med skanneren på fagkongressen i 2015. Han håber, at lige så mange vil besøge Dansk Selskab for Ultralydsscanning i Fysioterapis stand på fagkongressen i år. Foto: Heidi Lundsgaard.

For første gang kan man på fagkongressen overvære både et symposium og to workshop, der omhandler diagnostisk ultralyd. At emnet får så høj en prioritet, mener Niels Honoré ikke er tilfældigt. Han er af pionererne på området inden for fysioterapi, tog oprindeligt initiativ til at etablere en efteruddannelse på området for fysioterapeuter og er formand for Dansk Selskab for Ultralydsscanning i Fysioterapi.

”Efterhånden er der en del fysioterapeuter, der har været gennem uddannelsen og bruger ultralydsskanning i deres praksis. Desuden er der kommet ny evidens på området, både internationalt og i Danmark, hvor vi har flere fysioterapeuter, der forsker i feltet”, siger Niels Honoré.

Symposiet vil give det videnskabelige overblik over forskningen. Oplægsholderne er idrætslæge Lorenzo Masci, fysioterapeut Stewart Wildman og den danske fysioterapeut og ph.d. Karen Ellegaard. Lorenzo Mascis giver en overordnet introduktion til ultralydsskanning, Stewart Wildmans holder oplæg om den kliniske anvendelse og Karen Ellegaard vil blandt andet komme ind på, hvordan man kan bruge skanningen til at designe en behandlingsstrategi og monitorere effekten.

Skanning er et must

Evidensen er stærkest inden for skulderpatologi, som netop er temaet for workshoppen på fagkongressen, fortæller Niels Honoré.

”Lidt provokerende vil jeg sige, at man ikke kan diagnosticere en skulder ordentligt uden at støtte den kliniske undersøgelse med en skanning”. 

Skulderen er en af de sværeste led at undersøge, og ofte er patienternes diagnose uklar, når de henvises til fysioterapi. Ifølge Niels Honoré er der ofte patologier i skulderen, der overses. En ultralydsskanning til at støtte den kliniske undersøgelse vil hjælpe fysioterapeuten med at finde forklaringen på de problemer, patienten kommer med.

Prøv at skanne på fagkongressen

"De to workshops på kongressen gør det muligt for den nysgerrige eller uerfarne at prøve at ultralydsskanne. Det, håber jeg, mange vil benytte sig af. Desuden inviterer vi i selskabet alle, der har lyst til at prøve at skanne, til at bruge de apparater, der er på vores stand, i pauserne”, siger Niels Honoré.

Det er erfaringen fra de seneste to fagkongresser, at der har været kø til skanningsapparaterne, og mange har benyttet sig af lejligheden til at få undersøgt deres egne skader i pauserne. 

Ultralydsskanning som pædagogisk værktøj

Nogle fysioterapeuter har været bekymrede for, at brugen af ultralydsskanning skulle sygeliggøre patienterne og gøre dem bange for eksempel at belaste eller træne.

”Den bekymring deler jeg ikke. Det vil også fremgå af symposiet på fagkongressen, at skanningen kan bruges til at afdramatisere diagnosen og empower patienten til at træne og bevæge sig. Min oplevelse er tværtimod, at patienterne føler sig grundigt undersøgt med skanningen og føler sig klar til at turde bevæge sig”, siger Niels Honoré.

Case: Hvad fejler patienten?

En 75-årig mand er henvist fra egen læge med diagnosen impingement i højre skulder.

Subj.
sm. anteriort i hø. skulder med opstart efteråret 2014 i forbindelse med brændekløvning. Efterflg. intermitterende sm. og jævnligt behov for NSAID. Aktuelt forværring siden han i sommer, faldt i sin båd og slog skulderen.

Obj.
ikke positive test for impingement. Hævelse og palpationssm. anteriort i skulderen. Upåfaldende overfladeanatomi af m. biceps. Der scannes for at afklare, hvilke strukturer der er evt. patologiske.

På billedet nedenfor ses en transversel splitskanning af bicepssenerne i højre og venstre arm distalt for sulcus. Klik på pilene og få yderligere forklaring.

På billedet nedenfor ses doppler-signal i peritendiet lateralt for og anteromedialt for bicepssenen.

Del eller udskriv artiklen
7 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Anders Kurt Erik Karlsson

    Og det næste er vel at følge eksemplet fra Sverige: http://www.stadra.se/pdf/Fysioterapi_nr1_2016.pdf
  • Erik Risum

    Tak for tilbagemelding Niels. Vi afventer... God weekend :-)
    Mvh
    Erik
  • Niels Honoré

    Hej Erik
    :)
    Jeg lover dig vi knokler for at komme i mål med det, og du hører snart fra os!
    BH

    Niels og DUF
  • Erik Risum

    Hej Niels
    Lige nu jeg har dig :-)
    Hvordan er det med ECTS point til mhp. ultralydsscanningsuddannelsen. Både den gamle og den nye...
    Det er egentlig med henblik på de nye tiltag omkring klinisk specialisering, og om det overhovedet indgår i vurderingen af undergrupperne i en klinisk specialisering?
    Mvh
    Erik Risum
    Thyholm Fysioterapi
  • Niels Honoré

    Kære Jesper

    Tak for din kommentar til vores debatoplæg og case.
    Vores vision for implementeringen af ultralydsscanning som en vigtig del af den dygtige klinikkers hverdag, er ikke at underkende de i forvejen fantastiske evner mange af os terapeuter har, men en erfaren kliniker kan aldrig bliver dårligere af også at kunne bruge ultralydsscanning mener vi. Så længe vi er ydmyge og kritiske overfor denne teknologi og dens mange faldgruber, er vores erfaring kun at den erfarne bliver mere erfaren.

    I den specifikke case som vi valgte fordi den skulle være nem og overskuelig er hverdagen faktisk oftest meget mere kompleks. Oftest vil sådan en skulder have flere patologier på samme tid, cuffen er oftest også påvirket, og med doppler flowet fra denne case bliver man nød til at overveje andre diagnoser hvis ikke flowet fader ud.
    Vi oplever på kurset og tester ligeledes mange dygtige ”gamle” klinikkers evne til f.eks. at kunne palperer sulcus bicipitalis og det er skræmmende hvor mange af os der ikke er på de rigtige strukturer. Her vil ultralydsscanningen også kunne give dig feedback.
    I forhold til mange af de test vi bruger, særligt på skulderen er der jo også delte meninger om validiteten og specificiteten, men måske vil ultralydsscanningen sammen med anamnesen, palpationen og de kliniske test giver os en endnu bedre mulighed for at pege på en mulig årsags sammenhæng, eller som mange af os der arbejder med ultralydsscanning tænker, flere mulige årsags og sammenhænge.
    Vi håber vores svar er fyldestgørende og henviser dig i øvrigt til en spændende debat om emnet på Skulderfys - Interessegruppe for skulderrehabilitering.
    https://www.facebook.com/groups/814201458674529/
  • Anders Kurt Erik Karlsson

    Enig med Jesper, og UL-scan giver ofte falskt positive fund.
  • Jesper Ørnsholt

    Det kunne være meget interessant at vide, hvad en erfaren kliniker ville konkludere efter manuel undersøgelse (anamnese, palpation, tests) af samme skulder.
    Hvis klinikeren efter endt undersøgelse konkluderer at bicepssenen er problemet, så er ul-scanning vel egentlig overflødig, og et fordyrende mellemled.
    Jeg er på ingen måde imod anvendelse af ny teknologi, hvis det bliver brugt der, hvor det vil øge værdien af patientens behandling. Det mener jeg ikke er tilfældet i ovenstående eksempel.

    Mvh
    Jesper Ø.
Indsend kommentar