Specialister skal hjælpe kommunerne med genoptræning af hjerneskadede

Et rejsehold af specialister skal hjælpe kommunerne med at sikre, at mennesker med erhvervet hjerneskade får de rette tilbud.
Foto: iStock

Regeringen og Dansk Folkeparti har afsat midler til at lave et rejsehold bestående af specialiserede personale fra Rigshospitalet og Hammel Neurocenter, der skal hjælpe med at løfte de kommunale genoptræningstilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade.

Specialisterne i den nye udadgående funktion skal afholde temadage, kurser og laver supervisionen for kommunernes fagpersonale.

Udfordringer

Et servicetjek, som Sundhedsstyrelsen har lavet, har vist, at der en række udfordringer i sammenhængen mellem sygehuse og kommuner, og at der er stor variation i kvaliteten i de kommunale genoptræningstilbud for personer med erhvervet hjerneskade. Derfor er der nu afsat 4,5 mio. kr. til den udadgående funktion.

”Det er afgørende, at man får den rette hjælp, hvis man skal komme sig efter en hjerneskade, og vi ved, at der desværre er stor forskel på tilbuddene på tværs af landet. Med den nye udgående funktion håber jeg, at vi styrker den kommunale genoptræning, så det ikke er postnummeret der afgør, hvilke tilbud man får”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Rejseholdet kommer til at består af personale fra Rigshospitalets klinik for højt Specialiserede Neurorehabilitering/ Traumatisk Hjerneskade og af personale fra Hammel Neurocenter.

Den nye funktion er en del af en øget indsats inden for genoptræning af hjerneskadede, som regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 20 mio. kr. til på finansloven 2017.