Troværdig faggruppe
Danskerne har stor tillid til fysioterapeuter. Det viser en ny undersøgelse fra Radius Kommunikation, som har spurgt 2.040 danskere hvilke faggrupper, de finder mest troværdige. Her kommer fysioterapeuter ind på en 7. plads blandt 26 mulige.
På førstepladsen ligger jordemødre, skarpt forfulgt af sygeplejersker, læger, politibetjente og bibliotekarer og ingeniører.
Lidt bedre end sidste år
Ifølge danskerne er fysioterapeuters troværdighed endda steget en anelse. På en skala fra 1-5 vurderes fysioterapeuter i gennemsnit 3,71. Sidste år lød vurderingen på 3,67.
Spurgt om, hvorfor fysioterapeuter ligger højt i troværdighed, forklarede seniorpartner i Radius, Nikolaj Taudorf Andersen, sidste år til fysio.dk:
”Når man ligger så højt placeret, så er tilfældet også, at man formår at gøre det, man siger – og sige det man gør. Det kan fysioterapeuterne klart være stolte af. Fysioterapeuterne er en faggruppe, der gør sit arbejde ordentligt, og som evner at give danskerne gode og forståelige råd med på vejen om, hvad de selv kan gøre for at passe på deres fysik.”
Lavest troværdighed har politikere, bilforhandlere og journalister. Det er anden gang fysioterapeuter bliver målt i undersøgelsen, som har kørt siden 2009.
Om undersøgelsen
2.040 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 75 år er på seks parametre blevet bedt om at vurdere de 26 faggruppers troværdighed på en skala fra et til fem.
1: Jordemødre - 4,15.
2: Sygeplejersker - 4,01.
3: Læger - 3,95.
4: Politibetjente - 3,81.
5: Bibliotekarer - 3,78.
6: Ingeniører - 3,75.
7: Fysioterapeuter - 3,71.
8: Præster - 3,66.
9: Tandlæger - 3,57.
10: Psykologer - 3,54.
11: Soldater - 3,53.
12: Skolelærere - 3,49.
13: Hjemmehjælpere - 3,48.
14: Pædagoger - 3,44.
15: Revisorer - 3,42.
16: Buschauffører - 3,28.
17: Landmænd - 3,27.
18: Advokater - 3,26.
19: Socialrådgivere - 3,15.
20: Håndværkere - 3,13.
21: Embedsmænd - 2,97.
22: Bankrådgivere - 2,88.
23: Ejendomsmæglere- 2,56.
24: Journalister - 2,50.
25: Bilforhandlere - 2,38.
26: Politikere - 2,10.
Kilde: Radius
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.