Interviews med førende smerteforskere

Gik du glip af den seneste kongres afholdt af The European Pain Federation, EFIC, i Valencia i september i år? Nu har du mulighed for at se interviews med de forskere, der deltog og holdt oplæg på kongressen. Interviewene blev livestreamet men ligger nu frit tilgængelige på EFICs Facebook-side.
Den danske fysioterapeut, ph.d. og forsker Morten Høgh, der er formand for Dansk Selskab for Smerte og Fysioterapi, var studievært og interviewede blandt andre Lars Arendt-Nielsen, Lorimer Moseley og Henrik Vægter.
Kroniske smerter er undervurderede
Professor Lars Arendt-Nielsen fra Aalborg Universitet er formand for International Association for the Study of Pain (IASP). I sit interview med Morten Høgh understregede han behovet for at rette større forskningsfokus på de mange mennesker, der lider af kroniske smerter.
1 ud af 5 lider af kroniske smerter, og selv om man måske ikke dør direkte af smerter, ved man, at smerterne ofte fører til, at man dør tidligere og har flere år med nedsat livskvalitet, fortæller Lars Arendt-Nielsen.
Der har ikke ikke været samme forskningsmæssige fokus på behandling af smerter, som på andre kroniske sygdomme. Det kan ifølge Lars Arendt-Nielsen formentlig skyldes, at smerter falder ind under mange forskellige lidelser og discipliner og ikke tidligere har været en selvstændig diagnose.
Det er derfor af stor betydning, at kroniske smerter fra maj i år er blevet en anerkendt diagnose og omfattet af WHOs klassifikation ICD-11. Udover at diagnosen kan være med til at øge anerkendelsen af de smerter, som mange mennesker lider af, betyder det også, at det bliver lettere for forskerne at sammenligne patienter og forskningsresultater.
Lars Arendt-Nielsen anbefaler, at alle, der interesserer sig for behandling af kroniske smerter, tilmelder sig IASP. Som medlem har man mulighed for at få nyhedsbreve med den nyeste viden, kurser og deltage på kongresser og i kampagner. Indmeldelsen er gratis og link findes i slutningen af denne nyhed.
Flere interviews
Morten Høgh fik talt med flere forskere i forbindelse med smertekongressen. Hør for eksempel den danske fysioterapeut og forsker Henrik Vægter fortælle om smerter og øvelser, Lorimer Moseley om smerter generelt, Shellie Boudreau om digital sundhed og Kirsty Bannister om neurovidenskab – fra mus til mand. Du kan også se interviewet med Lars Arendt-Nielsen.
Interviewene blev alle livestreamet under kongressen, men kan nu ses eller genses på EFICs Facebook-side.
Se videoer af alle interviews på Facebook
Søg om medlemskab af International Association for the Study of Pain (IASP)
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.