Claudicatio intermittens: Patienter bør tilbydes specialiseret hjerterehabilitering

Patienter med claudicatio intermittens (åreforkalkning) kan gå længere, får bedre livskvalitet og bliver mere fysisk aktive ved at deltage i et træningsprogram. Men kun 8 kommuner har et målrettet tilbud til patienterne, selvom effekten er signifikant.
”Hvis man skal motivere denne patientgruppe, må man ikke være alt for ambitiøs på patienternes vegne, for så lykkes ændringerne ikke. Måske skal det daglige antal skridt blot øges en smule eller opretholdes. At sætte 10.000 skridt som målsætning vil for mange være helt urealistisk,” siger sygeplejerske og ph.d.-studerende, Maj Siercke. Foto: Hjertecenteret, Rigshospitalet.

Fokus på leg og konkurrence og en skridttæller kan motivere patienter, som lider af claudicatio intermittens, til at træne. Det viser et ny-publiceret studie, udført af Maj Siercke, sygeplejerske og ph.d.-studerende på Hjertecenteret, Karkirurgisk klinik, Rigshospitalet. Træningen bør være superviseret og målrettet til patientgruppen.

”Vi ved, at patienterne ikke kan varetage træningen på egen hånd, fordi det gør ondt at træne. Men for netop denne lidelse gælder devisen, at det skal gøre ondt, før det gør godt,” forklarer Maj Siercke.  

I studiet blev 119 patienter inkluderet i et randomiseret forsøg, hvor interventionsgruppen kom til holdtræning hos en fysioterapeut to gange om ugen i 12 uger. Træningen var forskellig hver gang, og der var fokus på leg og konkurrence.

Som supplement til holdtræningen fik deltagerne udleveret en skridttæller og en logbog til at føre regnskab med deres daglige skridt, som var en del af træningsprogrammet. Derudover fik de undervisning om sygdommen og ernæringens betydning. Kontrolgruppen modtog vanlig behandling, som er vejledning om rygestop og en pjece om fysisk aktivitet.

Og resultaterne var ifølge Maj Siercke signifikante: ”Efter forløbet var patienterne i stand til at gå 37 procent længere end kontrolgruppen. De blev mere aktive, spiste sundere og fik en bedre livskvalitet end de patienter, der ikke fik rehabilitering. Og det på trods af, at de fik smerter under gang ligeså hurtigt, som kontrolgruppen gjorde. De lærte dermed at håndtere deres sygdom bedre,” fortæller hun.

Skridttæller motiverer

De 37 procent dækker over en forskel i maksimal gangdistance svarende til ca. 100 meter på et gangbånd med 2-25 procents hældning. Dette kan virke som en lille forskel, men det svarer til at gå op ad bakke med mere og mere stigning, og er en mærkbar forbedring for patientgruppen. Der er derfor al mulig grund til at glæde sig over resultaterne, vurderer Maj Siercke:

”Hvis man skal motivere denne patientgruppe, må man ikke være alt for ambitiøs på patienternes vegne, for så lykkes ændringerne ikke. Måske skal det daglige antal skridt blot øges en smule eller opretholdes. At sætte 10.000 skridt som målsætning vil for mange være helt urealistisk.

En kendt udfordring ved træningsforløb er, hvorvidt deltagerne fortsætter indsatsen, når interventionen stopper. I dette studie blev deltagerne interviewet om, hvad der motiverer dem, og svarene var tydelige:

Deltagerne beskrev, at skridttælleren var motiverende, ligesom det sociale aspekt var vigtigt. Det havde afgørende betydning, at træningen foregik på hold med ligesindede i lokalmiljøet, og det blev især fremhævet som betydningsfuldt, at træningen var forskellig hver gang og indeholdt leg og konkurrence. Flertallet havde et stort ønske om at fortsætte, hvis der var mulighed for det, for eksempel i aftenskoleregi.

Også patientuddannelsen var en vigtig faktor i forløbet. Mange i patientgruppen mangler forståelse for sygdommen og for sammenhængen mellem deres egen indsats og sygdommens udvikling.

”Flere deltagere forstod ikke, hvad vi mente, når vi omtalte deres sygdom i karrene – de troede, at vi talte om et kar som en balje eller et badekar. Det understreger betydningen af at tilbyde patientuddannelse, som er skræddersyet til målgruppen,” udtaler Maj Siercke.

Ingen tilbud om træning

Selvom forskning tidligere har vist, at træning er lige så effektiv som operation, så er det oftest kun operation, der tilbydes af det offentlige. Kun 8 danske kommuner har et rehabiliteringstilbud målrettet til patientgruppen.

Det er derfor forskergruppens klare anbefaling, at patientgruppen tilføjes sundhedslovens paragraf 140 og tilbydes rehabilitering på lige fod med andre patientgrupper med hjertekarlidelser, såsom blodprop i hjertet og bypass-opererede.

”Det er et stort problem, at der ikke er noget rehabiliteringstilbud til denne patientgruppe, da der er en øget dødelighed og risiko for forværring af sygdommen, som i værste fald kan føre til amputation. Derudover er det en patientgruppe med generelt lavt uddannelsesniveau og ringe socio-økonomiske kår, så det manglende tilbud er med til at opretholde social ulighed i sundhed,” understreger Maj Siercke.

Træningen i studiet var opbygget som de hjerterehabiliteringsforløb, der allerede tilbydes i kommunalt regi, men tilpasset til patienter med claudicatio intermittens. Dermed er interventionen designet, så den er nem at implementere i den nuværende kommunale rehabilitering. Løsningen ligger altså ligefor, konkluderer Maj Siercke:

”Vi har fundet god effekt af en intervention, der passer ind i de eksisterende hjertehold i kommunerne, og man kan supplere med tilbud på aftenskole, så patienterne selv kan fortsætte bagefter. Indtil vi opnår dette, kan vi udlevere en skridttæller til patienterne, lave opfølgende gangbåndstest og dermed hjælpe dem til at komme i gang og fasthold gangtræningen."

Del eller udskriv siden
0 kommentarer