Kend nøgletallene for fysioterapi i din kommune
Hvor mange fysioterapeuter er ansat i din kommune, og hvor mange penge bruger kommunen på genoptræning og vedligeholdelse? Find viden om ældrepleje, genoptræning og fysioterapi i din kommune i et nyt værktøj fra Danske Fysioterapeuter, ”Kommunale nøgletal”.
Hvis du er nysgerrig på at kende landskabet for fysioterapi i din kommune, før du sætter dit kryds ved kommunalvalget, kan du nu få et overblik i udvalgte kommunale nøgletal som Danske Fysioterapeuter har samlet til dig.
Her er tal fra alle landets kommuner for, hvor mange fysioterapeuter der bor i kommunen, og hvor de arbejder. Du kan også se, hvor mange penge kommunen bruger på genoptræning, vedligeholdelsestræning og vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut.
Ældrepleje er en stor post på de fleste kommunale budgetter. Danske Fysioterapeuters udvalgte ”Kommunale Nøgletal” giver dig indblik i, hvor stor en del af befolkningen der er over 67 år i din kommune, og hvor mange penge der er afsat pr. ældre borger til pleje, omsorg mm. dér, hvor du bor.