Sygeplejerske-strejke ender med lovindgreb

Regeringen griber ind og stopper sygeplejerskernes strejke. Det understreger, at det er et politisk ansvar at sikre ligeløn, mener Danske Fysioterapeuter.

Folketinget har netop førstebehandlet et lovindgreb mod sygeplejerskernes konflikt. I morgen følger den endelige vedtagelse. Det betyder, at den foreløbig 69 dage lange konflikt slutter fra lørdag, hvor sygeplejerskerne har pligt til at genoptage arbejdet.

Ved at gribe ind i konflikten understreger regeringen sit ansvar for at løse den historiske uretfærdighed, der betyder, at traditionelle kvindefag i det offentlige er lønnet lavere end traditionelle mandefag. Det understreger Danske Fysioterapeuters formand, Tina Lambrecht.

"Indgrebet viser endnu engang, at uligelønnen er et politisk skabt problem, der kræver en politisk løsning," siger Tina Lambrecht.

Som del af indgrebet bliver, der nu oprettet en komite, der skal se på lønforholdene. Tina Lambrecht understreger, at det er afgørende, at komiteen ikke bliver en syltekrukke.

"Vi har levet med det her i alt for mange år allerede. Det er i den grad på tide, at der sker noget,” siger Tina Lambrecht.