Ny uddannelse i Horsens stoppet

Der kommer alligevel ikke en ny fysioterapeut-uddannelse i Horsens. En sejr for fornuften, mener Danske Fysioterapeuter.

Der er nu landet en aftale om nye uddannelsessteder rundt omkring i landet. Men ét nyt uddannelsessted er forsvundet siden regeringen kom med sit oplæg; Fysioterapeutuddannelsen i Horsens. Den skulle ellers efter regeringens plan have haft et optag på 60-100 studerende årlig – og det skulle komme oveni de 1.135, der i forvejen bliver optaget på andre fysioterapeut-uddannelsen.

Men det bliver ikke til noget – og det vækker glæde hos Danske Fysioterapeuters formand Tina Lambrecht

”Det er en sejr for fornuften. Simpelthen,” siger hun.

Tæt kontakt

Både forud for og under forhandlingerne har Danske Fysioterapeuter været i tæt kontakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet og med ordførerne fra alle partier i Folketinget.

”Der er ingen i de forhandlinger, der har været i tvivl om, hvad vi mener om at hæve antallet af studerende. Jeg er rigtig glad for, at politikerne har lyttet til vores argumenter og truffet en fornuftig beslutning,” siger Tina Lambrecht og fortsætter:

”Det viser, at det nytter, når man har argumenterne på plads og formår at bringe dem ind i forhandlingerne.”

Faglige miljøer

Udover det problematiske i forslaget om øget optag, så har Danske Fysioterapeuter også påpeget, at endnu et uddannelsessted ville udfordre den faglige kvalitet, fordi det kræver en vis størrelse at opbygge et solidt fagligt miljø.

”Vi skal ud og stå med patienters og borgeres liv i vores hænder. Det er helt afgørende, at der er et fagligt stærkt fundament på vores uddannelser, så nye fysioterapeuter bliver rustet så godt som overhovedet muligt,” siger Tina Lambrecht.

Hovedformålet med regeringens udspil ”Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund” er, at man skal kunne uddanne sig flere steder i landet. Man kan dog allerede blive fysioterapeut 10 steder i landet.

”Vi har i forvejen en god geografisk spredning, hvor man også kan blive fysioterapeut udenfor de største byer – og ligeså vigtigt; Vi oplever stor vilje til at tage job, der hvor de er. Der mangler da heller ikke fysioterapeuter i Horsens,” siger Tina Lambrecht.

Lav ledighed som argument

Blandt argumenterne for en ny uddannelse i Horsens var blandt andet, at der fortsat er relativt lav ledighed blandt fysioterapeuter i forhold til andre faggrupper. Samtidig er der også flere ansøgere end pladser på fysioterapeut-uddannelserne – i modsætning til for eksempel sygeplejerske.

Tina Lambrecht peger dog på, at der allerede i dag bliver uddannet cirka 600 flere fysioterapeuter årligt, end der går på pension.

”Det er rigtigt, at vi har relativt lav ledighed – men vi bliver i forvejen flere og vi oplever også et pres på vores opgaver, fordi der er mangel på andre faggrupper i sundhedsvæsnet. Set i det lys er det for simpelt bare at kigge på ledigheden,” siger Tina Lambrecht.

Tal fra Din Sundhedsfaglige Akasse (tidl. Danske Sundhedsorganisationers A-kasse) viser, at fysioterapeuters ledighed i maj 2021 var på 3,3%.

 
 
 
Del eller udskriv siden
3 kommentarer