Fremtiden har også brug for fysioterapeuter

De teknologiske muligheder skaber nye muligheder på arbejdsmarkedet, men vi skal ikke frygte, at mennesket bliver overflødigt, lød det på fredagens session om fremtidens arbejdsmarked for fysioterapeuter.
"Jeg vil opfordre til, at I tager imod teknologien og samarbejder med den. Den kommer ikke til at overtage jeres arbejde, men dem, der bliver vinderne i fremtiden, er dem, der bliver gode til at arbejde sammen med maskinerne," lød det fra Thomas Nørmark fra NTT Data . Foto: Carsten Bundgaard.

Der var fuld fart på fremtidsforsker Marianne Levinsen, der lagde ud på dagens session med titlen ”Klædt på til fremtiden?” Det store spørgsmål sidder i de fleste af os: Vil robotterne gøre os overflødige i fremtiden.

Meldingen fra Marianne Levinsen var klar. Antallet af borgere, der har brug for behandling vil kun vokse i de kommende år. Dermed er den største udfordring ikke, om robotterne overtager arbejdsopgaverne, men i højere grad hvordan robotterne kan aflaste, så alle fortsat kan få den nødvendige pleje, behandling og omsorg, som er forventningen i et velfærdssamfund.

Heldigvis er der hjælp på vej, lød det fra næste person på scenen, der var ekspert i kunstig intelligens Thomas Nørmark fra NTT Data.

Han understregede, at robotterne snart kan løse relevante opgaver, og at opgaven for fysioterapeuter og andre i sundhedssektoren bliver at få fordelt rollerne mellem menneske og teknoloi.

"Jeg vil opfordre til, at I tager imod teknologien og samarbejder med den. Den kommer ikke til at overtage jeres arbejde, men dem, der bliver vinderne i fremtiden, er dem, der bliver gode til at arbejde sammen med maskinerne," lød det fra Thomas Nørmark.

Fagkongres-klædt-på-main.jpg
Salen var fyldt, da deltagerne til fagkongressen blev klædt på til fremtiden. 

Relationer og robotter

Oplægget fra Thomas Nørmark blev fulgt op af Charlotte Krog, der redegjorde for de relationelle elementer i fysioterapien. Charlotte Krog forsker i trivsels- og ressourcepsykologi, og hendes væsentligste pointe var alliancen mellem patient og behandler – en alliance, som fremtidens robotter efter alt at dømme vil få vanskeligere ved at skabe, og som derfor fortsat vil være en menneskelig kompetence.

"De terapeuter der skaber en god alliance med patienten, er dem, der bedst får engageret deres patienter," lød det fra Charlotte Krog, der dermed indirekte fik understreget, hvor robotterne vil komme til kort i fremtiden.

Også Thomas Nørmark pointerede, at robotterne vil kunne løse simple opgaver, mens fysioterapeuter skal løse de mere komplekse opgaver. Udviklingen er allerede i gang, og i dag sætter kun økonomien grænser. Her er det afgørende, at de etiske dilemmaer bliver adresseret og taget alvorligt løbende.

"Vi skal se robotterne som en digital kliniker, der kan minde borgeren om at træne eller tage sin medicin. Ja, der er masser af etiske dilemmaer i udviklingen. Men hvis vi vil, er det en mulighed for at få digitale kollegaer, der kan hjælpe os med at nå det hele i fremtiden," sagde Thomas Nørmark.

Del eller udskriv siden
0 kommentarer