Nu kan du igen arbejde i Norge som fysioterapeut

Fysioterapeuter, der er uddannet i Danmark, har tidligere uden problemer kunnet krydse de nordiske landegrænser og tage arbejde i både Sverige og Norge. Den praksis blev stoppet for Norges vedkommende i februar 2020, hvor det norske Helsedirektoratet, som svarer til danske Sundhedsstyrelsen, indførte et krav til de danskuddannede om at gennemgå et års turnustjeneste i Norge.
Den afgørelse blev ændret i sidste uge. Helsedirektoratet meddelte, at den danske fysioterapeutuddannelse på 3,5 års varighed nu igen bliver anset som svarende til den norske fysioterapiuddannelse. Dermed bortfalder kravet om et års turnustjeneste, og fysioterapeuter, der er uddannet på danske skoler, kan igen tage arbejde i Norge.
Siden 2020 har Danske Fysioterapeuter arbejdet sammen med Norsk Fysioterapeutforbund for at få ændret reglerne. Derudover har Danske Fysioterapeuter klaget til Nordisk Råd.
Studerende har kæmpet
Også en gruppe danske fysioterapistuderende har kæmpet for at få ændret afgørelsen. Det er blandt andet Nikolay Magnus Avenstroup, som har råbt vagt i gevær. Sammen med tre andre studerende har han aktivt lobbyet i et år, i samarbejde med advokater, for at få de norske myndigheder til at ændre deres behandling af de danskuddannede fysioterapeuter.
Nikolay Magnus Avenstroup glæder sig derfor over beslutningen, så det igen er blevet muligt at komme til Norge og arbejde uden at skulle i turnus først.
“Det har en kæmpe betydning for os, der gerne vil arbejde i Norge, og jeg glæder mig til at kunne bruge min uddannelse i landet,” fortæller han.
Også Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter, glæder sig over ændringen og udtaler:
”Det er fantastisk nyt! Det er dejligt, at nordmændene også kan se værdien af den danske fysioterapeutuddannelse.”
Nyttige links om job i Norge
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.