Danske Fysioterapeuter vinder sager for studerende

Studerende, der ikke får betaling for studiejobs, kan med hjælp fra Danske Fysioterapeuter få lønnen udbetalt fra arbejdsgiver. Det har en række medlemmer allerede benyttet sig af.
Foto: iStock.

Danske Fysioterapeuter har i en række sager hjulpet medlemmer med at få udbetalt manglende løn fra arbejdsgivere – også i sager, hvor der ikke er tale om fysioterapeutisk arbejde.

Mindst otte studerende medlemmer har således fået hjælp til at føre sager mod arbejdsgivere i det forgangne år.

”Når man som fysioterapeutstuderende har et studiejob, har man mulighed for at henvende sig til Danske Fysioterapeuter for hjælp og rådgivning, hvis man oplever problemer med løn eller vilkår. Det gælder uanset om jobbet har fysioterapeutisk relevans eller ej,” siger Tanja Nøddelund, der er forhandlingschef på det private område.

Hun opfordrer de studerende til at henvende sig, hvis de oplever problemer med arbejdsgiver.

Efterbetaling af løn

Det lykkedes således Danske Fysioterapeuter at sikre lønudbetalingerne for to medlemmer, der i slutningen af 2023 pludselig ikke fik løn fra deres arbejdsgiver.

De to studerende var ansat på en fastfoodrestaurant, og oplevede pludselig, at en lønudbetaling udeblev. De studerende kontaktede en rådgiver i fagforeningen, som i første omgang kontaktede arbejdsgiver. Dette hjalp ikke på lønudbetalingen, og næste skridt blev derfor en konkursbegæring på vegne af medlemmerne af Danske Fysioterapeuter.

Dette skridt førte til, at den manglende løn omgående blev udbetalt til de to medlemmer.

”Alt for mange unge mennesker oplever at blive dårligt behandlet på arbejdsmarkedet, og her er det vigtigt, at de unge ved, at vi kan hjælpe dem uanset karakteren af deres studiejob, siger Tanja Nøddelund.