Praksisfonden søger to medlemmer til bedømmelsesudvalg

Vil du være med til at rådgive fondsbestyrelsen om tildeling af midler til ansøgere? Så kan du nu søge om at blive medlem af bedømmelsesudvalget i Fysioterapipraksisfonden.
Nu har du mulighed for at blive én af tre medlemmer i udvalget, hvor du vil få et unikt indblik i, hvilke projekter der er under udvikling inden for fysioterapipraksis området. Foto: iStock.

Fysioterapipraksisfonden uddeler hvert år midler til forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekter inden for fysioterapi i praksissektoren og til videreuddannelse af praktiserende fysioterapeuter.

For at kvalificere behandlingen af ansøgninger til fonden er der nedsat et bedømmelsesudvalg, som skal vurdere ansøgningernes metodemæssige kvalitet og relevans for fysioterapipraksis.

Unikt indblik i forskningsprojekter

Nu har du mulighed for at blive én af tre medlemmer i udvalget, hvor du vil få et unikt indblik i, hvilke projekter der er under udvikling inden for fysioterapipraksis området. Du får samtidig mulighed for at være med til at vejlede fondsbestyrelsen i, hvor fondsstøtten bør tildeles.

Vi søger dig, der:

  • er uddannet fysioterapeut
  • har gennemført en forskeruddannelse (ph.d.)
  • er aktiv inden for forskning og/eller kvalitetsudvikling
  • har kendskab til fysioterapipraksis

Udvalget mødes to gange om året i forbindelse med ansøgningsrunder i juni og december. Udpegningen sker for fire år og starter 1. april 2024. Derudover skal én af bedømmerne deltage (online) ved gennemgang af ansøgningerne på bestyrelsesmøderne i fonden. Arbejdet honoreres årligt med 5.777,57 kr. (2023 niveau).

Sådan søger du

Du skal sende en motiveret ansøgning samt CV til faglig konsulent Janne Dyrby på  jd@fysio.dk senest d. 15. marts. Du kan også kontakte Janne Dyrby på tlf. 3341 4663, hvis du vil høre mere.