Fremtiden byder på endnu flere TR’er

Foto: iStock

Dét at have en TR, er på mange måder kernen af, hvorfor det giver mening at være medlem af en fagforening. Anledningen til, at jeg tager emnet op her i min klumme, er, at vi lige om lidt skal betræde nyt land med netop TR-funktionen i vores private klinikker, som fik TR-ordning med i overenskomsten, der landede i juli måned. Dermed får foreningen endnu flere TR’er.

Vi har stor erfaring med TR på både offentlige og private arbejdspladser. Men hvordan griber vi TR-rollen an i et helt andet set-up, som en privat praksis jo er sammenlignet med kommunale og regionale arbejdspladser? Det skal vi alt sammen i gang med at finde ud af nu.

Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det styrker både medarbejdere og arbejdsgivere, at TR-rollen findes på arbejdspladserne.

Medarbejderne har naturligt en fordel i, at de gennem deres TR kommer tættere på beslutningerne og får indflydelse på deres vilkår. TR’en er den formelle talsmand, som kan forhandle med ledelsen og rejse lokale problemstillinger. Samtidig er TR en vigtig informationskanal mellem medarbejdere, ledelse og Danske Fysioterapeuter. Og desuden er TR en vigtig sparringspartner og bisidder ved fx løn-, ansættelses- og personalesager.

Men TR har også stor værdi for arbejdsgiverne ved fx at være en værdifuld sparringspartner ift. at sikre stabilitet på arbejdspladsen, sætte retning og organisatorisk struktur for arbejdspladsen samt have fokus på et sundt arbejdsmiljø.

Jeg ser frem til at få TR-rollen godt implementeret i privat praksis – en opgave, som jeg vil have stor opmærksomhed på, kommer godt i søen.